Fredericianer og forfatter Hans Dal har skrevet en bog på 216 sider om sin far med titlen: Min far var fremmedarbejder i Hitlers Tredje Rige. Det er samtidig et punktum for Hans Dal, der har brugt store dele af sit eget liv på at forstå sin fars valg, men også et bidrag til en række af de historier, som aldrig er fortalt efter krigen.

Der er skrevet stakke af bøger om den danske modstandskamp, danskernes frihedskamp, kampen for demokratiet og lignende, men utrolig lidt om de andre sider af krigen. Det har været tabuiseret, fortiet og i det hele taget bare glemt. For Hans Dal og mange andre børn førte det til skam.

Fredericianske Hans Dal har skrevet en bog om sin fars tid som tysklandsarbejder. Foto: AVISEN

– Bogen fortæller om, hvordan det var at vokse op med en mor og en far ”på den forkerte side”, hvilket har præget mig fra min barndom til mit voksenliv, fortæller Hans Dal, der tydeligt husker sit forsvar:

– Jeg har forsvaret dem, været vred, været flov, fortiet, benægtet, løjet, talt udenom, og været ked af det, når min far blev udskammet som nazi-svin, når han diskuterede Anden Verdenskrig med ”de sidste dages hellige” og sagde til dem: ”I ved ikke hvad krig er”.

Men det stoppede ikke her, det blev ved, og da Hans blev 10 år oplevede han, at selv viceværten skulle udskamme ham og familien.

– Som børn blev min bror og jeg kaldt nazi-yngel, og blev moppet, fordi vi gik i korte læderbukser. En gang lagde viceværten i den ejendom hvor vi boede, en bog foran mig, som var slået op på en side om koncentrationslejren Auschwitz og sagde: ”Det er det, din far og mor har været med til”. Det gjorde dengang ondt på en 10-årig knægt, fortæller forfatteren.

I bogen bruger Hans Dal god tid på at fremvise, hvor legalt det var at søge arbejde i Tyskland, og hvordan Samarbejdsregeringen og De Samvirkende Fagforbund direkte opfordrede til, at man tog af sted, og endda ofte brugte frivillig tvang, men det var glemt efter besættelsen.

– Det er meget lidt, der er blevet fortalt og skrevet om de omkring 100.000 almindelige danskere der under Danmarks besættelse, frivilligt, eller ved indirekte tvang fra Samarbejdsregeringen og De Samvirkende Fagforbund, tog til Tyskland, Norge og Østrig for at arbejde for tyskerne. De fleste forblev tavse efter hjemkomsten og talte aldrig om det, siger han.

Hans Dals far lagde derimod aldrig skjul på, at han havde være tysklandsarbejder og ville gerne fortælle om det.

I bogen beskrives dagligdagen og hvordan det var at arbejde i det nazistiske Tyskland og Østrig under Anden Verdenskrig. At blive udsat for luftangreb. At blive arresteret af Gestapo. At blive gift med en østriger. At mærke krigens afslutning. Rejsen tilbage til Danmark gennem et sønderbombet Tyskland. Hjemkomsten og en svær tid efter befrielsen, hvor Hans Dals mor blev smidt ud af forretningerne i Fredericia, fordi hun talte østrigsk. Selv Hans Dals’ fars faster og svoger tog afstand til moren og nægtede at bære Hans, efter at han blev født i 1945.

Bogen er blevet til af flere årsager. For det første fordi, Hans Dal efter sin fars død fandt flere håndskrevne dagbøger, kladdehæfter breve, billeder og bilag fra hans ophold i Tyskland og Østrig. Det har været en lang rejse for Hans at skrive bogen, men som han siger i et tv-interview også en befrielse at kunne sætte ord på det, han har undertrykt gennem så mange år.

Med bogen sætter han strøm til en fortælling, der gik i glemmebogen, men som stadig sidder dybt fast i generationerne, der voksede op i efterkrigstiden.

– Jeg holder foredrag om bogen, og det har undret mig er at der har været så få spørgsmål efter et foredrag, hvor flere har udtrykt: ”Det har jeg aldrig hørt om før. Jeg vidste ikke noget om tysklandsarbejdere. Flere personer har bagefter kontaktet mig og fortalt om et familiemedlem, der havde været tysklandsarbejder, men som aldrig havde fortalt om det, fortæller Hans Dal og slutter:

– Derfor er jeg glad for, at jeg med min bog kan være med til at give efterkommere af tysklandsarbejdere et indblik i, hvordan min far oplevede opholdet i Tyskland og Østrig under besættelsen.

Bogen, der udkommer gennem forlaget Det Historiske Akademi og Saxo, lanceres hos Billunds Boghandel den 6. maj klokken 16.30.

Se stort interview med Hans Dal om bogen her: