Næsten 3 % af den danske befolkning lider af psoriasis. Og alene i Fredericia kæmper anslået 1.400 mennesker med sygdommen, der viser sig som røde, skællede og fortykkede områder på huden, ofte ledsaget af voldsom kløe og ubehag. Sygdommen, der kan udvikle sig alle steder på kroppen, kan ikke kureres, men behandlinger kan begrænse udbruddene og lindre generne fra sygdommen. Mange behandlinger er dog fedtede at påføre og er lang tid om at tørre ind i huden, hvilket ofte er upraktisk i en travl hverdag.

Afsæt i patienternes hverdag

I tæt dialog med patienter arbejder danske LEO Pharma derfor målrettet med at udvikle behandlinger, der tager afsæt i hverdagen og et aktivt liv med sygdommen. Det har ført til udviklingen af den første skumspray til psoriasisbehandling, der nu lanceres i Danmark.

– Lægemiddelindustrien har tradition for at udvikle produkter med afsæt i, hvad der virker bedst på en sygdom i et laboratorie. Men mennesker lever ikke i et laboratorie, og derfor er det vigtigt, at vi foruden effekt samtidig har fokus på at skabe behandlinger, der passer ind i hverdagen for de mennesker, der skal bruge dem, fortæller forskningsdirektør hos LEO Pharma, Kim Kjøller, og uddyber:

– Mennesker med psoriasis har en hverdag ligesom alle andre, hvor job, indkøb, afhentning af børn og alt muligt andet gør, at det kan være svært at passe en tidskrævende behandling. Derfor er det måske ikke alene en bedre effekt, der står øverst på ønskelisten hos patienterne, men også at en behandling er lettere at påføre eller tørrer hurtigere. Den slags viden får vi fra en tæt dialog med patienter, og den er uvurderlig i vores arbejde med at udvikle de behandlinger, der gør den største forskel for patienterne.

Brug for bredt udbud af behandlinger

Den nye skumspray er receptpligtig og er blevet tildelt fuldt tilskud fra Lægemiddelstyrelsen. Det vinder genklang hos Roskildekredsen af Psoriasisforeningen, der understreger vigtigheden af det bredeste udbud af støttede behandlinger.

– Psoriasis kan udvikle sig forskelligt fra patient til patient. Og den behandling, der virker bedst på én, virker måske ikke godt på en anden – og omvendt. Derfor er det afgørende, at behandlingsudbuddet er så bredt som muligt, og ikke mindst at patienter kan få tilskud til den behandling, der virker bedst mod lige netop deres sygdom, siger formand for Psoriasisforeningen, Lars Werner.

I en undersøgelse fra 2015 blandt 1.173 danske psoriasispatienter foretaget af Psoriasisforeningen svarer kun 44 % af respondenterne, at de er tilfredse med deres nuværende behandling.

 Om Psoriasis*

· Psoriasis er én af de mest almindelige hudsygdomme. Sygdommen er arvelig, kronisk og smitter ikke. Årsagen til psoriasis er ikke endeligt klarlagt.

· 165.000 danskere lider i dag af psoriasis – hver dag får yderligere 10 danskere konstateret sygdommen. På verdensplan er langt flere end 125 millioner mennesker diagnosticeret.

· Sygdommen forekommer lige hyppigt hos mænd og kvinder. Den opstår normalt i 10-30 års alderen, men kan både ses tidligere og senere i livet.

· Psoriasis viser sig som røde, fortykkede områder på huden, der er dækket af glinsende skæl. Psoriasis rammer typisk albuer, knæ, negle, ansigt, hårbund, balder og håndflader.

· Der findes en række forskellige former for psoriasis, og sværhedsgraden varierer fra person til person. Nogle har en enkelt plet på ryggen, mens andre har psoriasis på hele kroppen.

· Stresstilstande (som eksempelvis ved mobning) forværrer fysisk sygdomsudbruddene, mens tryghed og social accept formindsker udbruddenes styrke og omfang.

* Kilde: Psoriasisforeningen