Langt fra alle de biler, der bliver skrottet, er gamle, forurenende smadderkasser, der er livsfarlige i trafikken. I snit bliver ca. 5.000 nyere biler skrottet hvert år, uden at man prøver at reparere dem. Det skyldes en regel, der er dårlig for miljøet, og som fratager ejeren retten til at bestemme over sin bil.

En ny bil holder i gennemsnit omkring 15 år, før den må skrottes. Der er dog en væsentlig del af bilerne i Danmark, der når at blive skrottet før tid, viser en ny analyse fra SMVdanmark.

De seneste ti år er ca. 50.000 biler blevet skrottet, før de var fyldt 10 år. Det skyldes til dels den såkaldte reparationsgrænse. Grænsen betyder, at en beskadiget bil ikke må repareres, hvis det vil koste mere end 75 pct. af bilens markedsværdi. Og det skal være prisen på spritnye reservedele, der skal ligge til grund for reparationsprisen.

Det vækker hovedrysten hos Mia Amalie Holstein, cheføkonom og politisk chef i SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

“Der er brug for et opgør med brug-og-smid-væk-kulturen i den danske bilverden. Det går stik imod alle klimahensyn, at man skrotter en bil, der med fx nyinstallerede airbags og døre, kan komme ud på vejen igen. Man skal som bilejer derfor have en ret til at få repareret sin bil – også selvom skaden overstiger 75 pct. af bilens værdi. Det vil desuden gøre det langt mere attraktivt at benytte brugte reservedele, hvilket jo også er mere miljøvenligt end at fremstille nye,” siger hun.

I SMVdanmarks analyse fremgår det, at det koster mellem 5 og 10 tons CO2 at producere en bil. Bliver en stor bil eksempelvis skrottet efter kun 5 år, svarer det til et årligt CO2-udslip på 2,1 tons, der alene stammer fra produktionen. Hvis levetiden derimod er 15 år, falder det årlige udslip fra produktionen til kun 0,7 tons.

“Det er hverken godt for klimaet, samfundsøkonomien eller den enkelte bilist, hvis næsten nye biler bliver erstattet af helt nye biler, inden de har kørt et tilstrækkeligt antal kilometer. Derfor vil vi opfordre Christiansborg til at fjerne reglen om en 75 pct. reparationsgrænse. Så vil flere biler blive repareret, når de får skader, frem for at ende som skrot,” siger Mia Amalie Holstein.

Skriv en kommentar