Folketingets partier har netop indgået en aftale om spil, der gør reglerne for lotterier i frivillige foreninger mere lempelige. Reglerne bliver enklere og afgifter på gevinster fjernes. Samtidig styrker aftalen kampen mod matchfixing og giver Spillemyndigheden nye kontrolbeføjelser.

Regeringen har sammen med alle Folketingets partier netop indgået en aftale, der blandt andet indfører et helt nyt regelsæt for almennyttige lotterier. De nye regler vil gøre det lettere og mere enkelt, når en frivillig forening gerne vil afholde fx et bingoarrangement eller et lotteri, hvor der samles ind til foreningen selv eller et andet godt formål.

– Aftalen er først og fremmest en hjælpende hånd til de mange frivillige foreninger rundt om i Danmark, der synes, at bingo og andet lotteri er en god og hyggelig måde at få samlet nogle penge ind til et godt formål. Reglerne bliver enklere og afgifter på gevinster fjernes. Med aftalen gør vi op med en række forældede regler, der var til gene for mange foreninger. Vi åbner for en række nye muligheder og fjerner bøvlede krav, siger skatteminister Jeppe Bruus.

Udover en ny model for almennyttige lotterier har aftalen fokus på at styrke Spillemyndighedens kontrol med spilbranchen og bekæmpe matchfixing. Med aftalen får spiludbydere af væddemål pålagt et krav om blandt andet at indberette tegn på og mistanke om matchfixing.

Derudover flyttes sekretariatet for platformen til bekæmpelse af matchfixing fra Anti Doping Danmark til Spillemyndigheden. Ændringen vil – sammen med spilkortet, som blev besluttet af et flertal af Folketingets partier i efteråret 2021, og indførelse af et unikt spillerID og begivenhedsID – styrke og understøtte bekæmpelsen af matchfixing.

– Matchfixing er et alvorligt problem, fordi det truer med at ødelægge sportens integritet. Vi har set omfattende eksempler på det rundt om i Europa – i visse tilfælde med kriminelle bagmænd. Spiludbyderne gør allerede en indsats i dag, men nu skærper vi kravene til dem yderligere, så de i endnu højere grad bliver aktive deltagere i kampen mod matchfixing, siger skatteminister Jeppe Bruus.

Med aftalen får Spillemyndigheden desuden hjemmel til bl.a. at udstede påbud, når de opdager overtrædelser af lovgivningen ved deres tilsyn. Før var Spillemyndigheden nødt til at inddrage politiet selv ved mindre overtrædelser.