Godt en måned efter at den nye affaldsordning blev indført, kan man kun rose borgerne i Middelfart Kommune. Tallene viser nemlig, at de er rigtig gode til sortere deres affald.

De første opgørelser peger på, at der bliver sorteret rigtig meget madaffald fra. Og ikke nok med, at mængderne er store, kvaliteten er også høj.

  • Meldingen fra modtageanlægget er, at kvaliteten af madaffaldet fra Middelfart Kommune er rigtig god. I løbet af den første måned er der indsamlet omkring 225 ton madaffald – det svarer til godt 3 kg. pr. husstand pr. uge. Det er fantastisk og faktisk mere, end vi havde forventet, oplyser Klavs Clemens Nielsen, leder af Affald & Genbrug.

Madaffaldet bliver indsamlet i de nye rumdelte biler. Her holdes det adskilt fra restaffaldet, inden det bliver lastet om og sendt til et anlæg, der laver det til en biopulp. Biopulpen anvendes til fremstilling af biogas, og restproduktet bliver anvendt som gødning på landbrugsjord. Det er den bedste og mest miljøvenlige måde at genanvende madaffaldet på.

Flere ressourcer fra affaldet bliver i kredsløbet

Når mængden af det affald, der sorteres fra til genanvendelse stiger, er det selvfølgelig forventeligt, at mængden af brændbart affald falder. Det er også tilfældet i Middelfart Kommune. Dog havde vi ikke regnet med, at mængden af affald til forbrænding ville blive reduceret med hele 45%.

  • Det er en meget positiv udvikling, som er helt i tråd med kommunens strategi om at være en grøn vækstkommune med stort fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi, udtaler Morten Weiss-Pedersen, formand for Miljø- og Energiudvalget.
  • Der er god grund til at rose borgerne i Middelfart Kommune. De har taget rigtig godt imod den nye affaldsordning, og det flotte resultat viser, at borgerne er klar til at bakke op om den grønne omstilling. Så selvom vi stadig mangler at færdiggøre nogle sommerhusområder og et område i Middelfart Midtby, inden alle er med på den nye ordning, kan man roligt sige, at ordningen er kommet rigtig godt fra start, slutter Morten Weiss- Pedersen.
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer