Om fem uger er den specialiserede fagmesse NutriFair igen klar til at byde besøgende velkommen til to faglige dage i Fredericia. Besøgende kan glæde sig til en fyldt standplan med flere udstillere end nogensinde før og et pakket konferenceprogram.

Den 15. og 16. januar 2020 bliver Messe C i Fredericia igen omdannet til husdyrproducentens mekka med alt inden for foder, intern mekanisering og dyrevelfærd. Som altid er det den høje faglighed, der vil være i højsædet blandt både udstillere og besøgende, hvor netværk, inspiration og relationer dyrkes.

Op til NutriFair 2020 er standplanen nu fyldt op, og der bliver to fulde haller med udstillere. Sidste år var der 257 udstillere, mens der i år er flere end 270 udstillere i hallerne. Messen har valgt at matche efterspørgslen fra flere virksomheder og samtidig bibeholde de specialiserede rammer, messen gennem flere år er blevet rost for.

Det er projekt- og salgschef, Morten Ihlow, der har stået for kontakten med udstillerne. Han har per. 1. december overtaget salgschef Edel Clausens rolle. Morten Ihlow har tidligere været en stor del af NutriFair og er nu tilbage med fuldt fokus på, sammen med branchen, at skabe en messe, hvor landbrugets beslutningstagere møder de toneangivende leverandører.

”Vi har aldrig før set, at vi på dette tidspunkt kan melde om en fyldt standplan og flere end 270 udstillere. Det glæder os, at vi kan levere en specialmesse i denne skala, som både landmænd og virksomheder prioriterer at besøge. Nu kan januar ikke komme hurtigt nok,” fortæller Morten Ihlow.

Den ”nye” salgschef er glad for at være kommet tilbage til den faglige messe.

”NutriFair har en hel speciel plads i mit hjerte. Jeg har været med fra messens begyndelse, og jeg elsker det høje engagement, man oplever blandt både besøgende og udstillere på messen.”

Nye områder og et pakket konferenceprogram
Udover at have fyldt messehallerne over en måned før afholdelsen, har NutriFair også lagt sidste hånd på konferenceprogrammet, der løber over begge messedage i januar.

”Vi har fokuseret på at tilbyde et konferenceprogram med inspirerende oplæg og oplægsholdere, der taler ind i branchens aktuelle temaer. Det er for os essentielt at give de besøgende viden og inspiration, de aktivt kan bruge i deres dagligdag på bedriften,” siger Jørgen Kronborg, projektleder på NutriFair om konferenceprogrammet.

”Vi har for eksempel fyldt onsdag ud med fagspecifikke indlæg, mens torsdag er afsat til at handle om klima samt give nogle bud på, hvordan fremtidens landbrug aktivt skal tackle bæredygtighed og klimaudfordringer,” slutter han.

Derudover vil der igen være et område i Hal D dedikeret til bioenergi og biogas. Området har sin egen scene med fokus på landbrug og bioenergi samt bioenergi til samfundet.

Som noget nyt i 2020 vil besøgende også kunne besøge et lille område med fokus på jagt. Til området er der en cafe, hvor besøgende og udstillere kan få en kop kaffe og holde møder.

Www.eventc.dk
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer