Sommeren begynder så småt at gå på hæld, og vi kan se tilbage på første halvår på boligmarkedet. Det blev meget anderledes end forudset, som følge af Covid19-krisen. Men hvad så nu? Er alt godt igen?

Boligmarkedet var i første omgang ramt af nedlukning, men nu står vi med et boligmarked der udviser ret god form. Genåbningen betød at boligmarkedet kom i gang igen i høj fart – og faktisk endte de tidlige sommeruger med at være all-time-high målt på handelsaktiviteten.

I forhold til andre kriser, var to forhold anderledes denne gang set med boligøjne: 1) Krisen havde ikke boligmarkedet som centrum, og 2) der har alene været tale om en udbudskrise i vores økonomi.

Hvad kan vi så se frem til i andet halvår af 2020? Hvordan vil den økonomiske krise udvikle sig – og hvilke udfordringer står boligmarkedet overfor? Det ser jeg nærmere på her, med det man kan kalde en helbredstest af boligmarkedet.

Udbuddet af boliger er lavt

Udbuddet af boliger har været usædvanligt lavt igennem første halvår af 2020. Nok i høj grad på grund af forsigtighed. Mange har valgt at vente med at sælge deres bolig til bedre tider, og det har ført til et lavt udbud, som har holdt hånden under priserne på boligmarkedet. Det kan være medvirkende til, at markedet har navigeret rundt om de værste skær i krisen.

Det som bliver spændende nu er så, hvor mange der reelt har udskudt deres salg. Kommer der nu en stor mængde boliger på markedet i takt med, at efteråret sætter ind? Normalt sælges de fleste boliger i foråret og de tidlige sommeruger. Det var ingen undtagelse i år, men kommer der et stort udbud i efteråret, så kan det sætte markedet under pres. Alene som følge af lavsæson plejer priserne at komme under pres i andet halvår.

Udbrud af anden runde virus

En anden joker er, om der kommer en anden runde af virusudbrud. Det er klart at kommer der en ny runde, bliver det afgørende, hvordan situationen håndteres og hvordan samfundet lukkes ned. En anden runde virus kan sætte hele genoprejsningen på en meget hård prøve og vil naturligvis også ramme boligmarkedet. Her vil effekten formentlig være hårdere denne gang, fordi det vil ske i en tid, hvor handel og priser normalt sætter sig.

Beskæftigelsen er afgørende

Normalt er der en ret god sammenhæng mellem udviklingen i beskæftigelsen og boligmarkedet. Igennem første halvår har vi set et ret markant fald i beskæftigelsen – uden det har haft den store betydning for boligmarkedet. Det kan formentlig forklares med, at dem der har været så uheldige at miste deres job, i flere tilfælde har haft en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet. Boligejerne har generelt en ret høj beskæftigelsesgrad.

Bider ledigheden sig mere fast, og spreder den sig til det vi kunne kalde en “funktionærrunde”, så vil boligmarkedet blive testet for alvor. Sker det, så vil krisen formentlig skifte karakter fra udbudskrise til efterspørgselskrise – og dermed også føre til prisfald på boligmarkedet. Det er derfor afgørende, at der kommer godt gang i økonomien og beskæftigelsen. Det kan bl.a. ske som følge af udbetalingen af feriepengene, der gerne skulle skabe efterspørgsel og knække ledighedskurven.

Uvejr i sommerlandet

Den del af boligmarkedet der har klaret sig mest bemærkelsesværdigt igennem krisen er sommerhusene. Det danske sommervejr er dog en lumsk størrelse, og hvad betyder det mon for vores lyst til at blive ved med at holde ferie i det danske sommerland? Frygten fra Covid19 kan ændre på vores rejsevaner på den korte bane, men bliver det en permanent ændring? Eller vil vi snart se, at nogle fik sig forkøbt, og at der dermed kommer et meget stor udbud af sommerhuse til salg?

Den rekordhøje efterspørgsel efter sommerhuse i første halvår fik ikke priserne til at stige nævneværdigt, da der også var et forholdsvist stor udbud. Til gengæld kan priserne næppe holde niveauet, hvis udbuddet bliver større. Hvis det er tilfældet, så kommer priserne under pres.

I juni skrev jeg en blog om sommerhuse i coronatiden – læs bloggen her.

Jeg er spændt og fortrøstningsfuld

Umiddelbart er jeg egentlig temmelig fortrøstningsfuld på boligmarkedets vegne. Men som beskrevet herover, så er der en række tendenser, som jeg vil følge med spænding i andet halvår af 2020.

Brug gerne tendenserne som pejlemærker og husk, at man skal købe en bolig for at bruge den – ikke ud fra en betragtning om, at det er en god investering. Den kommende vinter kan blive mørk og lang, men det gode er, at på den anden side venter endnu et forår. Også på boligmarkedet.

Bliv klogere på boligkøb i Jyske Bank

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer