2. januar 2015 indfører Fredericia Kommune digital udmeldelse af børn fra fritidsområdet og dagtilbud. Hidtil har forældrene skullet henvende sig til lederen for at udmelde deres børn, men fremover skal det foregå digitalt via www.borger.dk.

”Forældrene er i forvejen vant til at skrive deres børn op til en plads digitalt. Nu udvider vi det til også at gælde udmeldelse. Det sker som led i vores digitaliseringsstrategi, hvor vi ønsker at flytte så mange af vores løsninger som muligt over på de digitale platforme. Det sparer ressourcer, og så har det den kæmpe fordel for borgerne, at nettet holder åbent 24 timer i døgnet,” fortæller kontorchef Stephan Klavsen fra Borgerservice.

Han pointerer samtidig, at man altid er velkommen til at henvende sig i Borgerservicecentret, hvis man har behov for hjælp og vejledning i at bruge de digitale løsninger. Man skal huske at medbringe sit NemId. Der er også hjælp at hente ved at ringe til Nemkontakt på telefon 72 10 70 00.

Udmeldelsesfristen på to måneders varsel til den 1. i en måned ændres ikke i forbindelse med den nye procedure. Ønsker forældrene at ændre modul, skal de også fortsat gå til lederen i den enkelte daginstitution eller fritidstilbud.

Hvis man overgår fra ét kommunalt tilbud til et andet, fx fra børnehave til SFO, vil udmeldelsen af det gamle tilbud ske automatisk – ligesom det sker i dag.