Der har i årevis været snakket blandt politikere og interesserede om at få et fæstningscenter etableret i Fredericia. Mange ideer har været drøftet og vendt, hvor ikke mindst en stor interesse fra lokale foreninger har været med til at drive tanken om et nyt museum fremad. Men nu er de nyvalgte politikere klar til at gå i arbejdstøjet for at få realiseret ambitionerne.

Formand for Bosætnings- og Turismeudvalget, Susanne Eilersen (O), og næstformand John Nyborg (A), forventer nu en stor satsning på at gøre historie til en central del af strategien for udviklingen af Fredericia. Man ønsker at skabe en nationalhistorisk fortælling, der kan skabe genklang på både nationalt og internationalt plan.

– Vi har i dag et dygtigt ledet og fremragende lokalhistorisk museum, der høster anerkendelse og priser ude i Danmark. Når det kommer til at opfylde den målsætning man skal og kan med et kommunalt ejet museum, så gør vi det efter min overbevisning rigtig godt. Det har vi grund til at være enormt stolte af, og det er jeg også personligt, siger Susanne Eilersen.

John Nyborg er enig med Eilersen i den betragtning, men de peger begge to på at man nu skal hæve ambitionsniveauet, fordi der skal bygges videre på en eksisterende succes, så Fredericia for alvor kan komme på landkortet som turistattraktion:

– Vi der bor i Fredericia ved som regel en masse om Fredericias historie. Men den historie vil vi gerne brede ud til resten af landet og også internationalt. Hele ideen med et fæstningscenter er at bruge vores historie som et centralt element til at tiltrække besøgende til vores by, siger Nyborg.

Allerede i begyndelsen af januar gik Susanne Eilersen i gang med at undersøge hvordan andre byer med succes har udviklet topattraktioner, og det mundede i slutningen af februar ud i en temadag for Bosætning- og Turismeudvalget, hvor også borgmester Steen Wrist (A) og viceborgmester Søren Larsen (A) deltog sammen med ledende medarbejdere fra Fredericia Kommune. Til arrangementet fik politikere og embedsfolk mulighed for at stille spørgsmål til direktøren fra Tirpitz i Varde, samt Varde Kommunes kommunaldirektør, ligesom der var indslag fra andre byer, der i dag har oprettet nye attraktioner. Eksempelvis havde Vardemuseerne med Tirpitz allerede to år efter åbningen fået 466.000 gæster.

– For Fredericia vil det have enorm stor betydning for handelslivet og bylivet, hvis vi kunne tiltrække det samme antal mennesker til vores by. Vi ser allerede effekten med krydstogtskibene, så det er heller ikke ukendt for os, at vi skal række ud efter mulighederne. Når vi ikke tidligere har haft den store satsning på historien, så tror jeg det skyldes at et sådant projekt er meget krævende. Det kræver investorer, bred enighed og en målrettet indsats fra alles side. Derfor er jeg også utrolig glad for at vi i udvalget kan mærke en stemning om, at nu er tiden inde til at satse, understreger Eilersen.

John Nyborg uddyber også at der er flere andre faktorer i udviklingen af et nyt museum, der kan gøre det til en god forretning for Fredericia Kommune og borgerne, hvis man kan komme i mål med etableringen. Han peger specifikt på erfaringerne fra andre kommuner, hvor også det lokale erhvervsliv og de jobsøgende kan mærke effekten af en stor attraktion i nærheden:

– Vi kan se at man får brug for forskellige former for arbejdskraft, der ikke normalt kan finde en plads på arbejdsmarkedet. Det kan komme til at betyde noget for dem, der måske ikke kan arbejde på fuld tid, fordi et nyt museum sandsynligvis kan give flere skånejobs. Vi taler jo om en ønske om at få mange besøgende, og med flotte udstillinger. Men også det at vi skal inddrage hele vores voldanlæg i den fortælling. Der tror jeg personligt på, at vi kan skabe en socialt bevidst og rummelig arbejdsplads for mange mennesker, siger Nyborg.

Susanne Eilersen ser også Fredericias placering som en central del af forklaringen på, hvorfor byen kan indgå i et større samarbejde med andre attraktioner i området. Her peger hun på at afstanden mellem eksempelvis Varde, Billund, Odense og Fredericia er til at overskue for mange turister:

– Ser man helt nøgternt på det, så er vi jo egentlig i midten af det her. Mange turister besøger allerede vestkysten sæson efter sæson. De er der altså allerede. For dem vil en tur til Fredericia i deres ferie være helt oplagt, hvis vi vel at mærke har et topmoderne tilbud til hele familien. Præcis som i Varde, Billund eller Odense. Faktisk vil jeg mene at Fredericia er helt oplagt som feriedestination, hvis vi også får overnatningsmulighederne. For vi ligger i smørhullet med lige stor afstand til alle attraktionerne. Vores udvikling bør tage udgangspunkt i, hvad moderne mennesker har af forventninger og ønsker til en ferie og et besøg. De er vandt til at rejse ud i verden, og derfor har de med god grund store forventninger til, hvordan de vil bruge deres tid. Det er det, vi skal kunne leve op til, forklarer Susanne Eilersen.

John Nyborg understreger at ideerne med et fæstningscenter hviler på skuldrene af et stort arbejde blandt de forskellige foreninger, der har interesse i Fredericias historie. Derfor vil de også komme til at spille en central rolle under det kommende arbejde med at udvikle et nyt museum:

– I Varde lavede man en arbejdsgruppe, hvor borgere og erhvervslivet blev inddraget i de forskellige tanker og ideer, og hvor man også kunne komme med foreslag, der endeligt blev inddraget i det færdige projekt. Det model finder jeg meget tiltalende, og det synes jeg vi også skal gøre i Fredericia.

Eilersen vil gerne slå fast, at man ikke er i gang med at lave detailplanlægning for hvordan et museum og et fæstningscenter skal se ud. På nuværende tidspunkt er det fortrinsvis rammerne for etableringen, økonomien bagved og ikke mindst realiseringen og behovsanalysen, der er vigtigst.

– Det er altid enormt spændende at høre de mange gode ideer som folk i byen har til det her projekt. Jeg har også selv en masse. Men efter det grundige forarbejde med at undersøge hvad andre kommuner har gjort, så står en ting solende klart for mig. Det er, at der er stor forskel på et museum, der fortrinsvis skal servicere de lokale, skoleklasserne og en lille portion turister, og så en topattraktion der tiltrækker hundredetusinder af gæster. Kort sagt skal vi have en konstruktion, hvor vi kan sælge billetter, og som kan tjene sine penge selv. Det betyder også at det skal drives professionelt. Derfor skal vi have udarbejdet nogle grundlæggende forudsætninger og anbefalinger, samtidig med at vi får igangsat selve udviklingsarbejdet, siger Eilersen.

I forhold til hvornår man kan komme til at gå ind af døren på et nyt museum, er Susanne Eilersen og John Nyborg ikke indstillet på at sætte en dato fast:

– Vi vil godt sige, at vi ikke komme til at sidde og kigge ind i væggen. Det er jo ikke forbudt at gå på vores voldanlæg, og det i sig selv kan man jo allerede gøre den dag i dag, smiler Nyborg. Eilersen uddyber, og fortæller at Bosætning- og Turismeudvalget allerede nu vil tage initiativ til at skabe både markedsføring, historisk fortælling og oplevelse for at få gæster til Fredericia:

– Selvom vi måske er nogle år ude i fremtiden, før der står et færdigt museum, så mener jeg at vi allerede nu skal begynde med at fortælle om den fantastiske historie vi har. Her kan skabelsen af et nyt museum sagtens blive fortalt og omtalt, samtidig med at vi inddrager offentligheden og publikum i den fantastiske rejse, det bliver. Jeg tror på at vi som politikere nu skal være visionære og tænke stort. Det handler om at få Fredericia på landkortet, så vi vil afsætte midler til at gøre dette, synkront med at det nye museum kommer til verden. Så nej, vi kommer ikke til at gå de næste 4 år uden at der sker noget på den her front. Allerede nu er forvaltningen i gang med forberedelserne, og vi vil i udvalget styrke formidlingen markant. Derfor er jeg også glad for den her brede opbakning til at udvikle en ny turismestrategi centraliseret omkring vores historie, slutter Eilersen.