Med ny politisk aftale er der mere hjælp på vej til det stigende antal ensomme danskere. En ny politisk aftale aftale afsætter penge til en national ensomhedsstrategi, der skal understøtte en national indsats mod ensomhed på tværs af sektorer.

89 organisationer med Ældre Sagen og Røde Kors i spidsen stod tidligere på året sammen om at foreslå, at Danmark får en national politisk strategi mod ensomhed.

En ny politisk aftale gør, at den nationale strategi nu bliver en realitet.

– Det er helt fantastisk, at Danmark får sin egen ensomhedsstrategi. Med den her nye aftale, har regeringen og Folketingets partier anerkendt, at ensomhed er et graverende problem i vores samfund i dag, som politikerne inde på Christiansborg er nødt til at handle på, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

Ensomhed rammer alle aldersgrupper, og inden corona var næsten 400.000 danskere ensomme, og i løbet af krisen er problemet vokset yderligere.

Derfor var anbefalingen fra de 89 organisationer tydelig.

For at kunne gøre noget ved det stigende problem med ensomhed, kræver det en samlet strategi og handleplan, på tværs af ministerier, regioner, kommuner, erhvervsliv, civilsamfund og faglige organisationer – ikke kun spredte enkeltinitiativer som ofte er baseret i civilsamfundet.

Ensomhed er et strukturelt problem, derfor kræver det politisk handling.

– Den her aftale viser, at der er vilje til at kigge bredere og mere nuanceret på ensomhed, end vi har gjort indtil nu her i Danmark, og regeringen tager et stort og ambitiøst skridt, siger Anders Ladekarl.

Beslutningen om at lave en national ensomhedsstrategi er en del finanslovsforhandlingerne på det sociale område (reserveaftalen), som i dag blev indgået af regeringen og ni af Folketingets partier.

Med begrundelse om, at ”konsekvenserne af ensomhed er markante for den enkelte og samfundet”, og at ”ensomhed skal håndteres i fællesskab” afsættes der nu 24,3 mio. kr. over de næste fire år til at booste området.

Med disse skridt følger Danmark det gode eksempel fra lande som England, Skotland og Norge, der alle er har indset, at en stigende ensomhed er uholdbar for samfundet, der i værste fald kan miste sammenhængskræften.

Og Røde Kors, der selv har stort fokus på arbejdet mod ensomhed, står klar som en del af civilsamfundet til at bakke op om og bidrage til det kommende arbejde med strategien.

– Vi er klar til at hoppe i Røde Kors-vesten og hjælpe til med at få lavet en god strategi næste år, der kan sætte mål og vise vej. Og så må der selvfølgelig ses på at sætte nogle penge af ved finansforhandlingerne næste år, så alt det, der anbefales i strategien, reelt kan blive til noget, siger Anders Ladekarl.

Om aftalen:

Aftalen er indgået af regeringen (S) og partierne Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Alternativet, Liberal Alliance og Kristendemokraterne.

Folketingets partier enige om at fordele 860,5 millioner kroner til ældre, patienter og udsatte borgere (sm.dk)

Pengene skal gå til, at man næste år laver en strategi og en konkret handlingsplan med initiativer mod ensomhed. Pengene går også til at etablere et nationalt ensomhedspartnerskab, der skal hjælpe med at få strategien udbredt og sætte fokus på afstigmatisering af ensomhed, indsamling af og udbredelse af viden på området samt hjælpe lokale samarbejder om ensomhed i gang.

Skriv en kommentar