Forside FC Fredericia Nu er det alvor – Dal vil tage det gode udgangspunkt med

Nu er det alvor – Dal vil tage det gode udgangspunkt med

DEL
FC Fredericia - Næstved Boldklub. 25. november 2018. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

FC Fredericia tager søndag hul på NordicBet Ligaen igen efter endt vinterpause. Det er svært at vide, hvor fredericianerne står, og derfor vil cheftræner Jonas Dal tage det gode udgangspunkt med til HB Køge.

Endelig. Køerne kommer på græs igen fristes man til at sige. I dag er en dag, som FC Fredericia har set frem til længe.

“Det bliver virkelig dejligt, da vi har ventet så lang tid på at komme i gang,” siger Jonas Dal til Fredericia AVISEN.

I opstarten har FC Fredericia skrantet med flere spillere, men der er kommet styr på det meste.

“Jeg synes, at vi har fået godt styr på det. Det er kun Victor Torp, som vi hænger med og status på ham er uvis. Udover ham er der kun tvivl om Agon,” fortæller Jonas Dal, der i henhold til GDPR-lovgivningen ikke må oplyse, hvad der er galt med Agon Mucolli.

HB Køge ligger på syvendepladsen i det brede midterfelt, og i efterårets løb var HB Køge også at finde i top-3, hvor FC Fredericia nu indfinder sig.

“Vi har forberedt os på et fint hold, som vi kan matche, hvis vi lever op til det, som vi skal kunne. Vi skal spille hurtigt og være klar i defensiven. Vi har set, at de mangler deres to stoppere, så vi har også forberedt os lidt på deres opbygningsmuligheder,” forklarer Jonas Dal.

FC Fredericia vandt efterårets opgør mod HB Køge med 3-0, og det opgør har fredericianerne kigget på.

“Vi har set lidt på opgøret. Der er flere spillere med fra HB Køge fra det opgør. Ellers har vi også haft vores assistent Morten ovre at se deres seneste træningskamp mod Lyngby, så vi er godt forberedte på opgaven,” udtaler Jonas Dal.

Opgøret mellem HB Køge og FC Fredericia bliver samtidig debuten til den genopståede fangruppering, Red Pride.

“Det bliver fedt, og der kommer endda en bus afsted. Jeg glæder mig til, at vi har nogle med, som holder med os, og nogle vi kan klappe ud til,” lyder det fra Dal.

Kampen mellem HB Køge og FC Fredericia fløjtes i gang på det nye Capelli Sport Stadion i Køge klokken 13:45.

www.eventc.dk
Skal du med til nogle fede koncerter? Klik her og se mere.
DEL