Fredag d. 22. december kl. 15 er der fernisering på en lille fotoudstilling i Tøjhuset, Gothersgade 34.

Den rytmiske musik har gennem tiden foldet sig ud på mange forskellige scener rundt i Fredericia. Tøjhuset er byens nyeste spillested, men det er ikke første gang, at netop dette hus har været ramme om koncerter. Tilbage i starten af 1980´erne blev det gamle historiske hus i Gothersgade gjort til et midlertidigt koncertsted. Det var musikforeningen Musik og Ungdom, der arrangerede koncerter i huset, der emmede af fortidens militære historie.

I 1983 havde gymnasieeleven Thomas Kvist Christiansen et lille fritidsjob på Elbo Bladets såkaldte juniorredaktion, hvor han ikke alene skrev artikler om den rytmiske musik i byen men også fotograferede orkestre, musikere og publikum ved koncerter. Den ivrige amatørfotograf og journalistspire havde blandt andet kameraet med sig i efteråret 1983, hvor der i Tøjhuset blev spillet en stribe koncerter arrangeret af Musik og Ungdom.

Nogle af de mange fotos, der blev taget dengang, blev brugt som illustration til artikler i avisens spalter. Siden har negativerne ligget trygt og godt i Thomas Kvist Christiansens negativarkiv, og er nu blevet hentet frem og scannet ind. Nu skal et lille udvalg af disse gamle fotos sætte deres præg på nogle af vægfladerne på koncertstedet Tøjhuset.

Billederne, der blandt andet er taget ved koncert med TV2, Cornelius Wresvijk og Seven Up, viser både publikum, musikere men også hvordan der så ud tilbage i 1983, da Tøjhuset første gang lagde vægge og betongulv til en række koncerter. Dengang sad publikum blandt andet på de gamle ”hylder”, der stammer fra dengang Tøjhuset var et militært magasin.

Tøjhuset blev opført som et sukkerrafinaderi i 1853 af en af byens matadorer, tyskeren Diedrich Hermann Krache. Grundet hårde konkurrencevilkår bukkede raffinaderiet under blot to år efter i 1855. I 1862 blev huset overtaget af militæret, som anvendte det til magasin for artilleriet i to år, hvorefter bygningen blev indrettet til depot og munderingskamre for infanteriet og sådan fungerede det indtil 1982.

Billederne er bearbejdet og trykt ved PR Offset. Udstillingen er åben fra kl. 15-17. I cafeen ved siden af er der samtidig fredagsjam, hvor Fortolkerne underholder.