Trinitatis Kirke inviterer tirsdag den 18. august kl. 19 til et møde i Sognegården Danmarksgade 61. Her vil  menighedsrådets formand Poul Erik Poulsen orientere om arbejdet i menighedsrådet. I den forløbne periode er der blevet løftet en stor og omfattende opgave med en udvidelse af sognegården, da der blev mulighed for at tilkøbe naboejendommen til den fredede sognegård. Og med gennembrud af muren få de to lokaler til at hænge sammen, så der blev skabt bedre rammer for især arbejdet med børn, unge og familier, som er vokset betydeligt over de senere år. Og der vil blive fortalt om opgaver i og omkring kirken den kommende tid. Dette efterår bliver en af de store opgaver at vælge ny præst efter Bent Andreasen, som fratræder pga alder ligesom en indvendig kalkning og renovering af kirken er under planlægning. Endvidere vil der kort blive berettet om kirkens økonomi.  

Der vil også blive orienteret om det kommende valg til menighedsrådet, der vil finde sted den 15. september. Kirkesognenes menighedsråd er Danmarks største og mest omfattende nærdemokrati. Den lokale kirkes liv er dybt afhængig af, at der er såvel medarbejdere og frivillige der tager et ansvar, og at der er et menighedsråd, som vil være med til at sætte rammerne for kirkens liv og initiativer lokalt – og bakke op om det lokale arbejde. Vi håber, mange vil møde op for at høre om det spændende og vigtige arbejde i menighedsrådet og de muligheder, der er for lokalt at være med til at bestemme, hvad der skal ske i og omkring Trinitatis Kirke fremover.Den nye aktivitetsfolder, som fortæller om møder, arrangementer og koncerter i kirken frem til sommeren 2021 er lige udkommet og vil blive omdelt i sognet eller kan fås i kirke og sognegård.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer