I onsdags meldte Kolding Byråd ud, at man indenfor de næste 25 år lukker og udfaser erhvervshavnen i Kolding. Det kom imidlertid, som et chok for virksomhederne på havnen og ikke mindst erhvervslivet i Trekantområdet generelt. Adm. Direktør hos ADP A/S Nils Skeby fortæller i dag til Fredericia AVISEN, at han og organisationen bag ham, er klar til at hjælpe.

“Først og fremmeste, så var jeg meget overrasket, da jeg så meldingen, og det kan jeg forstå, at flere af virksomhederne også var. Vi har et godt naboskab med Kolding og Kolding Havn, og vi er naturligvis klar til at hjælpe de virksomheder, der har behov for en ny havn,” siger Nils Skeby og fortsætter:

“Vi har også vores Taulov DryPort, som helt sikkert kan anvendes af virksomhederne. Jeg vil derfor henvende mig til mine kolleger i Kolding, samt være behjælpelige, hvis vi skal starte en dialog op.”

Hvad tænker du om, at Kolding lukker havnen?

“Jeg ved, at Anders (Anders Vangsbjerg Sørensen, leder af Kolding Havn red.) er glad for sin havn, så det er da helt sikkert kommet som et chok for ham, og det har da også været relativt overraskende for mine kolleger,” siger Skeby og fortæller om havnearbejdet:

“Hos ADP er situationen en anden. Vi arbejder målrettet for at udvikle havnen konstant, og det er også strategien, så jeg har ikke en anledning til at tro, at noget lignende kunne ske her. Vi har en bred opbakning fra Fredericia Byråd, og jeg er sikker på, at havnen vil spille en central rolle i byen mange årtier frem.

Om ADP
Associated Danish Ports A/S (ADP) binder Danmark sammen med verden – med tre havne og et kommende transportcenter som omdrejningspunkt.

ADPs havne forsyner virksomheder og offentlige institutioner med det ønskede gods – uanset om det er foder til landbruget, olie til fyret, salt til vejene eller noget helt fjerde. Havnen i Fredericia er desuden krydstogthavn for hele Region Syddanmark. Med ADPs udviklingsprojekt Taulov Dry Port, som er Danmarks multimodale transport- og logistikcenter – vil ADP skabe fleksible rammer for logistiske løsninger.

Hvor er ADP?

ADP driver havnene i Fredericia, Nyborg og Middelfart samt Taulov Dry Port.

Via ADPs havne leverer vi infrastruktur, kraner, mandskab og service til arbejdet på kajerne. ADPs havne har internationale standarder ift. kapacitet og dybde samt en unik beliggenhed midt i Danmark – helt centralt ift. både national og international infrastruktur. Det forpligter.

Med Taulov Dry Port skaber ADP rammerne for en god og effektiv infrastruktur. ADP ejere arealerne, finansierer og opfører bygninger. Kunderne lejer sig ind – det giver dem maksimal fleksibilitet.