På lørdag gæster Nikolaj Christensen Fredericia med sit band, og han er både oplagt og klar til at møde byen igen. Året 2020 har også været et anderledes år for musikeren, der nu har udgivet en bog om sit liv.

I 3 årtier har han tourneret landet rundt med sin musik. Men det trætter ikke manden, der har været en del af soundtracket til mange menneskers liv. Faktisk er musikken hele hans gejst og livsenergi, der på godt og ondt har sendt ham gennem livet med succes og nederlag. Når han indtager scenen, så er det glæden ved at spille sammen med andre og møde publikum, der fylder mest i ham.

»Jeg er jo lidt klejn. Jeg ser måske også lidt yngre ud, end jeg er. Men inde bag ved er jeg ham, der har haft musikken som den største passion. Så jeg kender det danske musiklandskab godt. Jeg har spillet alle de mindste steder, de mellemste og de største. Det er blevet til enormt mange koncerter og ture«, siger han.

På lørdag går han på scenen på Fredericia Teater. Det finder han ud af, mens vi snakker. Hvordan scenen bliver. Nikolaj er måske lidt bekymret for om det er for stort. Det er helt anderledes, når folk sidder ned. Men så bliver han entausiatisk. Fredericia giver ham et nostalgisk spark og han tager en tur tilbage til 1990erne, mens vi snakker.

»Wau. Fredericia. Jeg har jo været på Pakhuset og Tøjhuset før. Der elsker jeg at spille. Stemningen er helt fantastisk. Men ja, når du siger det, så er der jo tætpakket, så det giver mening af spille koncerten på en teaterscene, hvor der er mere luft«.

Han mindes en gang han spillede på Det Brunske Pakhus. Også her var stemningen vidunderlig. Han og bandet blev bekymret for om de bare kunne have deres bil stående og risikere at få deres gear stjålet. Men der var en politimand, der syntes de var ret fede. Så han sagde, de bare kunne parkerer deres bil på politistationen. Det gjorde de, og så festede de ellers med koncert og bagefter rigeligt med drikkevarer.

»Næste morgen stod vi op og fik morgenmad. Det var the good old days. Ja, vist nok i 96. Sådan lige ud af landevejen! Men jeg elskede det. Ind imellem har det jo nok kostet. Det synes de kvinder jeg har haft undervejs nok«, siger Nikolaj.

Kompleksiteten i at finde sig selv i livet lyser ud af samtalen. I dag er Nikolaj 54 år, og han har fået skrevet en bog. Den handler også om op og nedture. Når han fortæller, så er den poetiske og fortællerglade natur i ham ikke til at tage fejl af. Hans stemme er stille og undersøgende, krydret med en stilfærdig humor og intelligens. Intervieweren falder i den undersøgende grusgrav og pludselig handler samtalen om angst og det stille sind. Ja, hvad går det hele egentlig ud på.

Han har ramt muren og fundet hjem igen (Foto: Nikolaj Christensen)

»Jeg troede jeg havde fået en blodprop. Bogstavelig talt. Jeg røg ned med et brag. Men det havde jeg ikke. I stedet for fik jeg angst. Jeg var også inde at vende på psyk. Det krævede virkelig alt. Og det viste sig, at den kunne jeg altså ikke klare alene«, fortæller han hudløst ærligt.

Muren havde rejst sig foran og bagved Nikolaj. I dag har han fundet ud af, at han skal leve i nuet.

»Det er min familie og mine børn. Det finder jeg glæde ved. Der henter jeg mig selv hjem igen«.

Vi behøver ikke den store recoverysnak. For når virkeligheden melder sig, så er ingen mennesker usårlige og de fleste rammer på et eller andet tidspunkt i livet et punkt, hvor de er nød til at kæmpe for at finde vejen hjem.

»Jeg tror nok at i min familie er det arveligt, at vi har et sårbart sind. Sådan er det«.

Men det samme sind har også produceret utallige sange og tekster, der er blevet sendt ud i det danske land og spillet, spillet og spillet. Siden Nikolaj dukkede op på den danske musikscene i slutningen af 1980erne, er der kommet mange ord ud af ham. Debutalbummet “Piloter” gjorde ham til teenageidol med et slag.

Glæden ved musikken er hans væsen (Foto: Nikolaj Christensen)

»Nogle gange synes jeg det er noget pladdertekst, jeg har skrevet for 20 år siden. Ord man ikke kan bruge. Men så genfinder jeg pludselig glæden ved det og omfavner det. Så er det alligevel godt nok eller ligefrem helt fantastisk. Og så elsker jeg at spille«.

Men også fordi året 2020 har ramt kollegaer og venner hårdt. Coronakrisen har fejet fundamentet væk under musikere og branchen, så når Nikolaj får mulighed for at spille på lørdag, er det en stor glæde. Hans trommeslager har kun spillet en håndfuld gange i år, så bandet han kommer med, er mere end tændte.

»I begyndelsen syntes mange musikfolk nok det var lidt hyggeligt med fritid. Men så kom virkeligheden. Bum. Folk gik vel nærmest i panik. Nogle begyndte at sælge deres guitarer eller forstærkere. Mange kollegaer fik stress. Så blev der skrevet ekstra sange, eller man fandt nye og anderledes veje at gå«, fortæller Nikolaj.

Efter at der igen blev åbnet op for koncerter, så har han også gået og kløet sig bag i hovedet for at finde ud af, om han spillede for højt:

»Jeg tænkte jo det var anderledes, når folk sad med afstand og ellers blev siddende. Det lagde mere op til stille musik. Så jeg blev mere afdæmpet og havde en lavere performance. Men efter en koncert kom en fra publikum og sagde, at jeg bare skulle give den gas. Det var helt rigtigt«.

At finde sine ben igen efter forårets bratte koncertstop har også været en opgave for Nikolaj. Så når scenen nu er sat, så skal publikum have hele oplevelsen på lørdag. Hvor hans sange ofte er blevet beskrevet som melankolske eller med fordybelse i den mystiske kærlighed, så genfinder han sig selv i teksterne og fortolkningen af dem, sammen med publikums gejst for at komme ud og opleve noget. Men teksterne er også kommet af det liv, som Nikolaj har levet. På godt og ondt:

»Jeg har vist altid prioriteret guitaren højere end de piger jeg havde. Der var sådan et tidspunkt på dagen, det man kalder for ulvetimen, hvor jeg virkelig var i mit es til at skrive en sang. Det harmonerede nok ikke så godt med kærligheden eller familielivet«, siger Nikolaj.

På scenen genoplever han sig selv med sine sange, mens publikum synger med og stemningen fortæller en historie om livsglæde, nederlag og sejre. Her er det, at den håbefulde teenager kan mindes årtierne, der er forsvundet, kæresterne der var og den musik, som man dansede til og spillede derhjemme. Som den garvede musikant og lyriker Nikolaj Christensen er, så er publikum hans livsnerve, der bekræfter musikkens væsen og sætter streger under livets kringlede veje og uveje. ■

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer