En ofte overset gruppe når det kommer til uddannelsesdebatten er de handicappede unge, der måske har brug for hjælp til at gennemføre en uddannelse. Dem vil Inger Nielsen fra Dansk Folkeparti gerne slå et slag for.

“Vi skal have uddannelse til alle, det må helt sikkert være målet”, siger Inger Nielsen.

I Fredericia er der lige nu omkring 900 arbejdsløse borgere, der er erklæret jobparate, og nogle af dem er de handicappede unge. Men selv når det lykkes at få de unge i uddannelse, så følger der ikke meget hjælp med, forklarer Inger Nielsen.

“Vi havde det her borgermøde, hvor jeg skulle være vært for en debat. Her var der to virksomhedsejere, som begge har ansat unge handicappede i lærepladser. De fortalte meget om, hvordan de føler sig magtesløse, og føler at kommunen ikke giver dem de nødvendige redskaber”, lyder det fra Inger, der fortsætter:

“Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke giver virksomhederne bedre vilkår for at tage unge handicappede ind. De unge handicappede er en loyal og stærk arbejdskraft, som mange ikke regner for noget”.

“De føler sig tit glemt eller udenfor, men langt de fleste af dem har mange kvalifikationer som dem virksomhederne søger med lys og lygte efter. Derfor bliver vi som kommune nødt til at være bedre til at hjælpe dem på vej”, siger Nielsen.

“Da jeg talte med de to virksomhedsejere til mødet, der stod det hurtigt klart, at der ikke bliver gjort nok. Virksomhederne føler, at de står helt alene, at det er som om kommunen bare parkere de handicappede unge hos virksomhederne. Der er brug for, at vi følger op og støtter virksomhederne – for det er vigtigt både for samfundet, men i særdeleshed for de unge handicappede selv, så de ikke føler sig udenfor samfundet. De er ligeså meget en del af samfundet som alle vi andre”, slutter Inger Nielsen.

https://fairbillet.dk/Store/Basket/BuyTicket?EventId=249&TicketCategoryId=845d