På Danmarks Bastion er der en fantastisk udsigt ud over Lillebælt. Bastionen er hjørnet mellem land og vand, og her ser man et stort monument, der rejser sig højt op. Monumentet er sat over en af de personer, som nok har betydet mest for Fredericia Volds krigshistorie. Niels Christian Lunding var to gange kommandant for Fredericia Fæstning, og begge gange måtte han strengt kommandere soldater til at sætte fæstningen i stand, så den kunne modstå et fjendtligt angreb, nemlig både i 1849 og i 1864.

Lunding blev født i 1795 i København. I en ung alder begyndte han sin militære karriere, hvor han i 1808 indtrådte på frikorporalskolen. Efterfølgende blev han en del af ingeniørkorpsets bygningstjeneste, hvor han tjente i Holsten. Mellem 1818 og 1841 steg Lunding i graderne. Da Første Slesvigske Krig brød ud i 1848, deltog Lunding i flere af de indledende kampe. Krigen trak ud, og man indså snart, at krigen kunne komme til Jylland. Derfor besluttede Krigsminister C.F. Hansen, at Fredericia Fæstning skulle sættes i stand, og det blev oberst Lunding, der fik opgaven.

Fra februar 1849 begyndte Lunding sin istandsættelse af voldene. 3.000 mand blev sat til at arbejde på volden dag og nat, og efterhånden blev fæstningen kampdygtig. Det var også nødvendigt, for i maj 1849 kom fjenden til Fredericia. Den preussiske general Bonin ankom med sin armé på 14.000 mand, og havde til hensigt at erobre fæstningen. Det blev dog til en langvarig belejring, med tilhørende bombardement af fæstningen og byen. Store dele af Fredericia blev ødelagt, men fæstningen holdt stand. Hele belejringen endte som bekendt med den danske hærs udfald fra Fredericia den 6. juli 1849. Sejren ved Fredericia skyldtes i høj grad Lundings indsats med fæstningsarbejdet.

Efter krigen fik Lunding tildelt et nyt erhverv som dirigerende stabsofficer for fæstningstjenesten i Danmark. I 1856 blev han kommandant for Kronborg, en stilling han havde indtil krigen i 1864. Nogle måneder forinden krigens start, i december 1863, besluttede den danske regering, at Fredericia igen skulle sættes i krigsberedskab. Regeringen havde den opfattelse, at Lunding var den eneste, der kunne genskabe succesen fra 1849. Problemet var dog at Lunding, der nu var 69 år, ikke havde nogen interesse i at genoptage sit gamle erhverv, men som Lunding dog altid gjorde, parerede han ordrer. Da han ankom til Fredericia blev han dybt skuffet over den tilstand volden var forfaldet til. Sammen med Dybbølskansen var Fredericia nemlig blevet udsultet i forsvarsbudgetterne, og selv om man var begyndt på renovering af fæstningsværket allerede i 1861, var det ganske lidt, der var kampklart. Derfor indstillede Lunding, at Fredericia skulle opgives, men han blev ignoreret. Regeringen ville have fæstningen kampklar.

Niels Christian Lunding var militærperson hele sit liv, og endte med at blive udnævnt til generalløjtnant. Foto: Museerne i Fredericia

I bidende kulde knoklede Lunding og de 1.500 mand, han fik stillet til rådighed, med at få gjort fæstningen klar, hvilket lykkedes i løbet af de næste måneder. Han påpegede dog, at volden ikke kunne klare et voldsomt angreb. Sidst i marts 1864 begyndte østrigerne at rykke op i Danmark nær Fredericia, hvor det blev til nogle få træfninger imellem de to parter. Fjenden begyndte en belejring af Fredericia, der på trods af beskydning af fæstningen, ikke led stor skade. Flere gange blev der gjort overvejelser om et muligt udfald mod fjenden.

Efter Slaget ved Dybbøl sendte krigsministeren den 23. april et brev til den danske overkommando, der i korte træk beordrede Fredericias rømning idet fæstningen ikke længere besad militær eller politisk betydning. Denne udmelding kom som en overraskelse for stort set alle. Hverken overkommandoen eller Lunding vidste præcis, hvad de skulle stille op, da fæstningen for dem var Jyllands eneste håb mod en komplet preussisk besættelse, men ordren var givet, og Fredericia blev rømmet den 28. april 1864.

Efter krigen vendte Lunding tilbage til Kronborg, hvor han forblev indtil sin afsked i 1867. Han døde fire år efter. Niels Christian Lunding var en pertentlig officer. Han var hård og ufravigelig i sine krav, og respekteret blandt sine mænd, men han var ikke populær. Begge istandsættelser af Fredericia Fæstning viser en energisk og slidstærk person. Af natur var han tro og fulgte sine ordrer blindt, som rømningen i 1864 også viser. Ligeledes ønskede Lunding selv, at hans egne ordrer blev udført, uden at der blev stillet spørgsmål til dem. Det er med denne hårdhed, at han var i stand til at gøre fæstningen kampklar og holdbar mod fjenden både i 1849 og 1864. Der skulle dog gå 50 år inden man i Fredericia var klar til at hylde Lunding med et særligt mindesmærke. På årsdag for Slaget ved Fredericia den 6. juli 1899 afslørede man monumentet, som stadig står på Danmarks Bastion.