I det seneste medieforlig mellem regeringen og dets størrepartier blev det slået fast, at en betingelse for at tv- og filmproduktioner kan opnå produktionsstøtte fra staten er, at man lever op til nye krav om “diversitet” og “inklusion”. Herudover vil man beskatte streamingtjenesterne og fordyre indholdet for danskerne.

Begrebene om “diversitet” og “inklusion” dækker over den påstand, at der har været en overvejende mandlig styring og tilstedeværelse i mediebranchen og på skærmen. Men de danske politikere er langt bagefter Hollywood i forhold til at få idealiseret identitetspolitikken og rullet den ud i praksis, for her har man i de sidste 5 år har gennemlevet en voldsom radikalisering af produktionsmiljøet. Utallige tv og film er udkommet, baseret på det man har kaldt for wokisme. En form for “opvågning” fra en antagelig dystopisk virkelighed af krænkelse og undertrykkelse. Denne “opvågning” sker ofte uden hensyntagen til om en konkret historie der fortælles, kan siges, som en del af historien, at have brug for eksempelvis en asiatisk, afrikansk, biseksuel, lesbisk eller homoseksuel karakter. Det betyder at forfatterne skriver karaktererne ind i historien – fordi de skal eller vil opfylde en identitetspolitisk ambition – ikke nødvendigvis fordi de passer ind i fortællingen. Eller giver mening. I forhold til Netflix er der endda tale om en kvote, som virksomheden er stolt af og offentliggør. Eksemplerne tæller også eksisterende historier, senest Lord of the Rings, der omskrives markant til “en ny tid”, med henblik på at leve op til disse wokistiske doktriner. På trods af at en oprindelige historier er skabt i en anden tid og på helt andre præmisser. Faktisk er woke-bevægelsen mere interesseret i at erobre klassiske fortællinger og forvandle dem med identitetspolitik end at skabe nye historier. På den måde kan det virke som om det handler om symbolpolitik, hvor man tager en populær mandlig hovedperson og gør ham til en kvinde. Eller ændrer på hovedpersonens karaktertræk. Senest er det sket med Obi Wan Kanobi (Star Wars), der er gået fra at være en fantastisk kriger til at være en kujon, der knap nok kan holde sit lyssvær oppe, og som konstant flygter fra sine omgivelser.

Publikum har i mange tilfælde ikke reageret positivt på de endelige produkter. Bedre er det ikke blevet af at en del radikaliserede aktivister i de store Hollywood-selskaber angriber fans med påstande om at være racister, homofobiske eller “giftige fans”. Det er vel at mærke fans, der har opretholdt værdien i disse store produktioner igennem mange årtier. Internettet er fuld af analyser af disse produktioner, hvor fans tager sig til hovedet over huller i plottet, forandringer i karakterer og politiske statements i det, der reelt set skulle være underholdning. Det har betydet lavere seertal, dårlige anmeldelser, ødelagte franchises og stort tab af værdien i disse franchises, fordi fans vender produktionerne ryggen. Alligevel er Hollywood fortsat med wokismen, der med regeringens medieforlig nu også endeligt er nået til Danmark i fuldt omfang. Kravene fra wokisterne i Danmark kommer sandsynligvis til at præge underholdningsbilledet gevaldigt de kommende år. For den danske mediebrancher overlever primært på statsstøtte og kan ikke tjene penge på egen hånd. Derfor er der ikke noget alternativ til at følge de nye, politiske doktriner. Hvis man vil opnå filmstøtte, må man begynde at lede efter historier der er “repræsentative”.

Der er tidens trend. Først med “metoo”-bevægelsen og opgør i fortiden. Nu med bevidstgørelse af identitetspolitikkens inderste væsen. Selvom den almindelige dansker næppe i sit hverdagsliv møder de karakterer i samme omfang som på skærmen. Så er den politiske retning sat, og her har staten magten.

Men de danske politikere der står i spidsen for wokismen i Danmark, har meget at lære fra Hollywood. Selvom de har angrebet “de amerikanske tech-giganter” massivt de sidste to år og beskyldt dem for at ødelægge danske børn og unge, samt at ødelægge selveste danskheden, så er virkeligheden den, at de “amerikanske tech-giganter” er langt mere woke end selvsamme partier kunne drømme om:

Netflix, der er verdens største streamingtjeneste målt på antal seere, har i en årrække været dedikeret til at opfylde en målsætning om at have “diversitet” og være “inkluderende”. Det går såvidt at man er svært fokuserede på at have lige mange mænd som kvinder i ledende roller – uanset om historien kræver det eller ej. Samme ideologi arbejdes der på indenfor racer og LGBTQ+. Også i forhold til medarbejdere på produktioner. Og igen, uden hensyntagen til om det er en del af arbejdet, eller ej.

“To close, this report provides an acknowledgement of where Netflix has made progress toward inclusion—for women on screen and behind the scenes, for Black casts and creatives, and for women of color in leading and main cast roles. This study also points to where accelerated change is necessary, particularly for specific racial/ethnic groups, the LGBTQ community, and people with disabilities. Notably, among 22 inclusion indicators measured, Netflix films and series improved slightly to significantly from 2018 to 2019 across 19 metrics. Given the size and scope of content at the entertainment company relative to its industry peers, this result signifies that for Netflix, inclusion is more than a marketing slogan, and serves to guide decision-making”, skriver Netflix i en offentliggjort rapport.

Rapporten konkluderer på koncernens mange anstrengelser for at få identitetspolitikken gennemført i deres virksomhed. Her fremvises der præcis statistik for hvem, der optræder hvor. Det er et parameter i sig selv, hvilket køn, race eller andet, der er tale om. Det samme gør sig gældende for Disney-koncernen, HBO og Amazon. Disse koncerner arbejder på samme måde som Netflix. Man ønsker at sikre en identitetspolitisk dagsorden for indholdsproduktionen. Kort sagt er Hollywood langt mere radikaliserede end hvad man ellers kan læse og høre i den daglige debat i Danmark. I høringsforslagene der er indkommet til det nye medieforlig, kan man læse mange ikke dokumenterede påstande fra brancheorganisationer, fagforeninger og interesseorganisationer. Overskriften er er, at alt hvad der kommer fra udlandet er ondt. At alt hvad der er dansk er godt.

Men udelukker udenlandske streamingtjenester og virksomheder muligheden for dansk indhold? Det er der intet, der tyder på. Tværtimod opkøber de dansk indhold og gør det tilgængeligt. Fordi de ønsker at kunne tilbyde kunderne noget, kunderne gerne vil betale for.

Også Danmarks første og største statsbetalte medie, DR, holder sig ikke tilbage fra at få gennemført den identitetspolitiske dagsorden. På baggrund af fortsat dalende tabstal på seerkontoen har man i maj 2022 revideret den interne organisation. Det sker ifølge DR for at imødegå den teknologiske udvikling, hvor – “de amerikanske tech-giganter” – har taget seerne. Man vil ændre på den måde, hvorpå man producerer og leverer indhold. Men. Det er fortsat DR’s intention, at det skal ske med deres egen platform som hovedsæde. Anvendelsen af de sociale medier og internetmedier som Youtube, TikTok og lignende, er fortsat noget man ser på som fjenden. Hvis man anvender disse platforme, skal det være for at få seerne lokket ind på DR’s egen platform, skriver man.

I Tyskland er man gået en anden vej. Her kan tyskerne finde komplette nyhedsudsendelser, dokumentar og andet fra deres hæderkronede brands som ARD, ZDF og NRW. Det tyske nyhedsflagskib Tagesschau udkommer også på Youtube kort tid efter udsendelsen. De har en Youtube-kanal. Her er der ingen frygt for at blive udspillet. I stedet for er strategien at være der, hvor seerne er. Man sender også debat og politik direkte ud via Youtube. Resultatet af denne tyske strategi er, at de opnår langt større seerdækning end DR, der endnu tumler med en dårlig tilslutning til deres streaming, forvirring omkring anvendelsen af flow-tv og problemer med at nå frem til de identitetspolitiske resultater, man hungrer efter. Rent kildekritisk er de tyske nyhedsudsendelser meget overlegne i forhold til de danske, der endnu er præget af opgøret fra 1970’ernes røde front, hvor man gik over til at mene noget. Det gør man ikke i tyske nyhedsudsendelser, hvor værterne i modsætning til de danske ikke har travlt med at styre samtalen.

Danskerne vælger i stort omfang DR fra. Også som troværdig nyhedskilde. Dette på trods af at det koster dem rigtig mange penge. DR selv har i deres seneste årsrapport, der er sendt til Folketinget, konkluderet:

“Samtidig er der et øget pres på det danske indhold fra store udenlandske spillere, som investerer massivt i internationalt indhold, ligesom tech-giganter ejer store dele af distributionen og styrer adgangen til det danske indhold”.

DR giver altså udtryk for det modsatte af, hvad flere Folketingspolitikere har sagt i debatten og fra Folketingets talerstol. Nemlig at dansk indhold er truet. For “de amerikanske tech-giganter” investerer netop “massivt i internationalt indhold”. Dermed også i dansk indhold. Derfor er argumentet om at der kun kan komme godt dansk indhold over danskernes skatteafregning, ikke sandfærdig. Markedet er på egen hånd ved at klare det, og politikerne er igen 4-5 år bagud med deres indsats på det digitale område:

Fremtiden vil byde på masser af dansk produceret indhold, der sendes ud via “de amerikanske tech-giganter”. Selv DR har co-produceret en ny sæson af “Borgen” sammen med Netflix. Men ligesom DR de sidste 15 år har forpasset muligheden for at være nyudviklende på det digitale område, forpasser man også realiteterne i 2022. Her identificerer man nemlig succeskriterierne for DR’s streamingtjeneste på den måde, at den “skal adskille sig fra andre streamingtjenester ved at have puls og fokus på det, som sker her og nu. Både i form af et stærkt digitalt nyhedstilbud og live-indhold inden for kultur og fællesskaber”. Ud fra den erklærede målsætning er det udelukkende “live-indhold”, der kan give DR en reel konkurrencefordel. Resten er ren ønsketænkning og fantasi. For alle streamingtjenester konkurrerer massivt på at “have puls og fokus på det, som sker her og nu”. Det er kun et spørgsmål om tid, før de også vil tilbyde danske dokumentarer, dansk fiktion og dansk reality eller fakta, og med et helt andet budget end DR’s.

Forskellen er at de skal tjene penge selv. DR skal kun bruge andres penge. Det er en del af DR’s erklærede målsætning, at det ikke er relevant for produktionen, hvor store seertal man har. Det giver plads til smalle produktioner med en snæver målgruppe. I den forstand vil DR også kunne spille en rolle for Danmark i fremtiden. Altså ved at fokusere på nicheprodukter, eller det, som ingen andre gider beskæftige sig med. Men udviklingen lader sig ikke vende. Og der er ingen vej tilbage til tv-monopolets dage med fuld politisk kontrol. Samtidig kommer danskerne til at se en ekstra opkrævning på deres streamingtjenester. I USA praktiserer Netflix den politik at hvis en stat pålægger dem en ekstra skat på deres tjeneste, bliver skatten lagt oveni prisen hver måned. Altså betaler forbrugerne direkte til staten. Man lægger det ikke ind i prisen. Dermed vil det blive tydeligt for de danske forbrugere, hvor meget de betaler til den wokistiske bevægelse og flertallet i Folketinget for at streame. Vel at mærke udover hvad de i forvejen betaler over skatten til danske papirmedier, filmproduktion og tv-kanaler. På årsbasis kommer det til at svare til knap en måneds forbrug af streaming, der går til dansk indhold, mange aldrig kommer til at se, høre eller læse. Hvis man overhovedet har adgang, da en del kommer ind bag en betalingsmur.

De danske medier mangler generelt en kritisk tilgang til mediepolitikken i Danmark. Årsagen er den indlysende, at de har gjort sig afhængige af politikerne og statsstøtten. Samtidig har de en egeninteresse i at begrænse konkurrencen fra især Google, Facebook, Amazon, Netflix eller Disney. Og derfor har de fleste kommentarer til medieforliget været positive, samtidig med at de atter kommer med ikke dokumenterede påstande om at “den demokratiske samtale” (som ingen kan definere hvad er) er i fare. Og endeligt ved at undlade at fremstå sandfærdig overfor ens publikum: Man bør stå ved, at man har en økonomisk og konkurrencemæssig interesse i at være kritisk overfor “de amerikanske tech-giganter”, så læserne klart kan se, at det påvirker den redaktionelle linje.

Ægte diversitet kommer af at man lader tingene være.

Ikke af at man renser ud af det ene eller det andet, planter det tredje eller det fjerde.