Forside Danmark NemID afskaffes – erstattes af ny digital løsning

NemID afskaffes – erstattes af ny digital løsning

DEL
Nemid
Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

Fra sommeren 2021 får vi en ny digital ID-løsning i Danmark, nemlig MitID, som afløser NemID. Bag MitID står den offentlige sektor og de danske banker, som nu har underskrevet kontrakten med leverandøren af den nye løsning.

Der er nu taget et afgørende skridt på vejen mod en fremtidssikret digital identitetsinfrastruktur på tværs af den offentlige og private sektor i Danmark: Kontrakten om udvikling og drift af MitID er underskrevet. Nets DanID A/S har leveret tilbuddet med det bedste forhold mellem kvalitet, leveringssikkerhed og pris, og er derfor valgt som leverandør.

“Med MitID sørger vi for, at den nationale, digitale infrastruktur også fremadrettet vil være et stærkt fundament for det digitale Danmark. Samtidig sikrer vi, at brugerne fortsat kun har ét sikkert, digitalt ID, som de er trygge ved at bruge. Det er en vigtig brik i den gode relation mellem offentlige myndigheder, borgere og virksomheder,” siger direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Rikke Hougaard Zeberg.

“Vi har i dag skrevet under på en kontrakt om danskernes digitale nøgle de næste mange år frem. Kontrakten er resultatet af de sidste knap tre års samarbejde mellem den offentlige sektor og bankerne i Danmark, som er gået sammen i et unikt partnerskab om at udvikle og drifte fremtidens digitale løsning til identifikation. Vi glæder os til for alvor at komme i gang med udviklingen og implementeringen, som vil blive til gavn for hele samfundet,” siger digitaliseringsdirektør i Finans Danmark, Michael Busk-Jepsen.

Nøglekortet udgår

Når den nye løsning bliver taget i brug, vil det være uden nøglekortet i den pap-version, som vi kender i dag. Med MitID kommer der i stedet andre måder at logge ind med sit digitale ID. Det vil blandt andet blive i form af en app, ligesom den populære NemID nøgleapp. Der kommer også en række andre muligheder, fx fysiske løsninger til dem, som foretrækker det eller har særlige behov. Da udviklingen af det nye MitID først igangsættes nu, har de forskellige muligheder ikke fået navn og endelig form.

Der er endnu et par år til overgangen fra NemID til MitID. Alle borgere og virksomheder vil få grundig information om, hvordan man går fra den ene løsning til den anden. De forskellige typer af brugere vil blive guidet nemt og sikkert gennem transformationen, så alle kommer godt over på deres nye MitID.

Fokus på fleksibilitet og sikkerhed

Ingen ved præcis, hvad fremtiden bringer af teknologiske muligheder og trusler. MitID bliver opbygget af mindre dele, som gør systemet mere fleksibelt end det nuværende NemID. Den ukendte fremtid kræver et fleksibelt system som MitID, fordi det løbende kan tilpasses både muligheder og trusler.

bit.ly/LethiFredericia
Skal du opleve legenden i Fredericia? Så klik her
DEL