Skrevet af Villy Søvndal, Gl. Bjert 39C, 6091 Bjert

Et lys er slukket – til minde om Gunhild Due.
Jeg mødte Gunhild første gang i 1978 eller 1979, hvor hun holdt et foredrag på det gamle bibliotek i den store sal, der var stopfyldt af forventningsfulde tilhørere. Jeg var dengang ny i SF, og vi havde lavet en foredragsrække om arbejderlitteratur. Jeg glemmer aldrig den fantastiske stilhed, der bredte sig, da Gunhild begyndte at fortælle om landarbejdernes vilkår skildret gennem litteraturen. Gunhild var i stand til at tryllebinde en forsamling med en intensitet, jeg aldrig er stødt på før eller siden.
Hun var gift med Henry, der arbejdede på gårdene i Bjert. Det var med til at forme Gunhild, der kom fra Randersegnen at komme til en del af Danmark, hvor standsforskellene var store. Hun oplevede på egen krop både det hårde slid, fattigdommen og den hårde sociale lagdeling. Det var givetvis med til at forme hende som menneske og politiker.
Hun sagde selv, at romaner og digte var hendes måde at flygte i glimt fra det hårde liv, og hun endte med at blive et meget belæst autodidakt menneske, klog på litteratur, klog på mennesker og klog på samfund ved i 1960èrne at melde sig ind i det parti, hun syntes bedst varetog interesserne for dem i samfundet, der havde mindst – nemlig SF. Først som medlem af SF`s hovedbestyrelse og efter valget i 1964 som medlem af Folketinget. Her fortsatte hun mere direkte arbejdet for de dårligst stillede i samfundet, en kæmpe indsats for kvinders ligestilling samt en fortsættelse af den interesse, der drev hende for kulturpolitik. Hun har nogle gange fortalt om, at det ikke altid var lige let at begå sig i  SF,  som eneste kvinde i folketingsgruppen, der ikke vidste så meget om landarbejdernes vilkår eller prioriterede ligestillingskampen i en gruppe, der udelukkende bestod af mænd.
Hun sluttede som folketingsmedlem i 1971 efter splittelsen med dannelsen af VS, som hun syntes var med til at ødelægge muligheden for at trække det danske samfund mod venstre anført af et bredt folkeligt forankret politisk parti.
Jeg mødte Gunhild igen , da hun stillede op til byrådsvalget ved valget i 1978 og blev valgt sammen med Alfred Jakobsen. Hun sad i byrådet frem til 1990 og fortsatte arbejdet med de områder, der var de afgørende for hende – ikke mindst kulturpolitik. Vi var kolleger i byrådet fra 1982 til 1990, hvor hun sluttede for at være tæt på sin mand Henry, der på det tidspunkt var meget syg. Jeg skylder Gunhild stor tak for at stå for min oplæring i byrådet. Hun fik en noget kølig modtagelse af socialdemokraterne i byrådet, der bestemt ikke brød sig om SF på det tidspunkt. Gunhild vendte tit tilbage til det og var ked af at blive modtaget så dårligt. Det var også uretfærdigt, for hun var altid optaget af at samarbejde med det parti, der for hende var en nødvendig forudsætning at have med for at opnåforandringer i samfundet til gavn for dem, der havde mindst.
Gunhild flyttede med i 1985, da det nye bofællesskab Abildgården i Sdr. Bjert blev taget i brug. Jeg flyttede selv ind i samme bofællesskab i 1995 og boede der sammen med de øvrige 15 husstande i en årrække. Vi har haft mange hyggelige stunder med fællesspisning, fællessang, fælles havearbejde eller bare ved tilfældigvis møde i gården, hvor vi fik delt minder og samfundsanalyser. Når man traf Gunhild kom man ikke uden om lige at se hendes have, der var hendes store stolthed med planter, der blev kælet om fra hele verden.
På sine ældre dage blev det svært for hende at overkomme haven. Lægen havde sagt til hende, at det ikke var godt med havearbejdet pga. hendes dårlige ryg, men Gunhild kunne ikke lade være. De sidste år hun boede i Abildgården, magtede hun ikke mere at holde styr på haven. Hun blev også ramt af demenssygdom, der desværre mere og mere satte grænser for den skarpe fortæller, samfundsdebattør og kunstinteresserede. Vi spiste nogle gange i løbet af året frokost sammen. Det var svært at huske de nyeste begivenheder, men vores fælles fortid i byrådet og hendes fortid i Folketinget og rejserne i verden, gav hende heldigvis stadig gløden ved at fortælle og at mindes.
Her i slutningen af marts døde Gunhild på Bertram Knudsens Plejerhjem, hvor hun tilbragte den sidste tid. Dem, der ikke nåede at møde Gunhild, er gået glip af meget.
Jeg har selv haft det privilegium at vores veje krydsedes nogle gange i dette liv. Jeg vil altid bevare mindet om et af de store mennesker, jeg har mødt og lært meget af.
Ære være hendes minde.


Villy Søvndal

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer