Mandag eftermiddag begyndte man for alvor nedtællingen til DM i Skills, der afholdes i Fredericia d. 4.-6. februar 2021. Det skete på EUC Lillebælt, hvor der var taler og dyst i skills.

Klokken 13:00 bød Borgmester Jacob Bjerregaard velkommen på græsarealet på Teknikervej 9.

“Hvis vi som samfund skal fortsætte med vækst og fremgang skal vi sikre, at flere unge mennesker får erhvervsuddannelser. Der har været årtier, hvor vi kiggede på hvordan man kom videre mod uddannelser, der ikke var rettet mod erhvervslivet. Derfor er jeg stolt over det fokus, der nu er kommet på det. Flere og flere unge søger den vej ind, og det giver adgang til erhvervslivet,” sagde Bjerregaard.

“Vi bygger fremtidens Danmark, og derfor glæder jeg mig over opbygningen til Skills Danmark i det bedste Messecenter,” forklarede Jacob Bjerregaard.

Næste taler var formand for Skills Danmark, Jesper Juul Sørensen.

“Det er godt, at vi nu begynder nedtællingen. Starten var for lang tid siden, og hvis man vil i top, skal man ud i god tid. Vi har gode erfaringer med MesseC, og tingene er lette at komme til. Vi går efter rekord antal gæster, men man ved ikke hvor vi har Corona henne til den tid. Vi håber at slå de 70.000 fra København,” siger han.

Formanden for Trekantområdet Jens Ejner Christensen, talte efter Jesper Juul Sørensen og sagde blandt andet følgende:

“Jeg har glædet mig til det her, da det giver en forsmag på hvad der venter os. Personligt synes jeg, at det er en fejring og hyldest til de faglærte, der behersker et fag. Det er alle folk vi kender, der ikke kan undværes,” sagde han og fortsatte:

“Vi har 38.000 industrijob i Trekantområdet. Vores område her er Danmarks vigtigste industriområde, og behovet for faglært arbejdskraft er stort. Virksomhederne her klarer sig bedre end andre steder i landet,” forklarede han.

Carsten Sørensen, Regionsrådsmedlem, Region Syddanmark, var sidste taler.

“Det her lægger byggesten til markedsføring, hvor man konkurrerer om at blive den bedste indenfor et område. Faglærte og teknisk uddannet arbejdskraft er vigtigt, og disse kvaliteter har betydning for udvikling i regionen. Flere skal gerne tage erhvervsuddannelser, men vi har ikke helt knækket kurven. Det går i den rigtige retning, og i den forbindelse er DM i Skills vigtig, da det viser de muligheder der er,” sagde han.

Slutteligt blev der dystet på kryds og tværs i blandt talere, fagfolk, elever fra IBC, EUC Lillebælt og SOSU-skolen mm.. De skulle dyste i at samle en trækskammel, et tøjstativ, folde servietter og samle kobberrør.

Se her billeder fra arrangementet:

Skriv et svar