Forside Fredericia Naturpark Lillebælt – Bælt i balance

Naturpark Lillebælt – Bælt i balance

DEL

Fredericia Kommune er siden 11. december 2017 officielt en del af Naturpark Lillebælt samarbejdet med Middelfart og Kolding kommuner. Nu arbejdes der frem mod en større projektansøgning under navnet “Bælt i balance”, der skal understøtte de i forvejen eksisterende projekter.

Projekt ”Bælt i balance” handler om forbedringer, forskning, formidling og bedre friluftsliv i Naturpark Lillebælt. Budgettet er på 30 mio. kr. Projektet skal primært finansieres ved hjælp af fonde, men fondene kræver en vis medfinansiering fra kommunerne. Det indstilles, at Miljø- og Teknikudvalget godkender, at Fredericia Kommune går med i projektet.

Projekt Bælt i Balance handler om en palette af indsatser, der skal gavne miljøet i Lillebælt, øge forskningen i havmiljø, styrke vidensniveauet blandt børn og unge og styrke friluftsliv og formidlingen til borgere og turister.

Forbedringer i Lillebælt

Dette projekt skaber konkrete forbedringer i Lillebælts havmiljø. Forbedringer skabes via frivillige aftaler med fiskerne og brugerne i Lillebælt om frivillige reservater i Lillebælt. I reservaterne er der begrænsninger i erhvervsfiskeriet, og der ydes en række tiltag til at fremme biodiversiteten i havet, fx stenrev, smoltrev og biohuts.

Forskning

Der skal knyttes forskning til de konkrete forbedringer – hvordan virker reservaterne og de tiltag, der sker i havet, og hvordan hænger det hele sammen fra havstrømme over fisk til marsvin?

Formidlingen til borgere og turister

Dette omfatter følgende indsatser:

  • Flydende naturpark-platform
  • Formidling til børn og unge
  • Bedre Friluftsliv ved øget tilgængelighed til kysten
  • Synliggørelse af Lillebælts historiske spor
  • Viden om Lillebælt
  • Naturpark Lillebælts Venner

Et vigtigt element og samlingssted for formidlingen er den flydende platform, som kan flyttes fra havn til havn mellem de tre kommuner. Platformen kan bruges til formidling, undervisning, events og andre offentlige møder.

Undervisning og formidlingen skal også ske ude i landskabet, så man kan få oplevelser tæt på vandet / i vandet. Konkret vil de forbedre faciliteterne ude ved kysten og styrke kendskabet til den kystnære og maritime natur og kulturarv i Lillebælt og formidle nyeste viden om havmiljøet.

Det skal øge glæden og lysten til at passe på naturen og havmiljøet i Naturparken. Vi vil skabe en venneforening og en fond, som besøgende og borgerne kan bidrage til, så naturparken kan driftes i fællesskab og også blive økonomisk bæredygtig.

http://perhaps.dk/