Søndag formiddag besøgte den 10-årige YouTube, skuespiller og Vojens-pige, Naja Münster Fredericia Idrætscenter. Her kunne tilhørerne møde Naja Münster live, efterfølgende få autografer og tage selfies på afstand med den berømte YouTuber.

Hvad er Najas livret? Hvordan er livet for en 10-årig YouTuber, hvordan laver man en YouTube-film? Det var blandt de mange spørgsmål, da Naja Münster havde taget plads i sofaen på scenen i ADP Lounge sammen med sin mor og far. En totalt udsolgt lounge – justeret ned i deltager antal, så det passede med COVID-19-restriktionerne, kunne opleve en særdeles veltalende og smilende pige, der blandt andet fortalte:

»Jeg er faktisk en helt normal pige. Når andre tager til svømning, så laver jeg YouTube-film. Når jeg er ked af det, eller sur, så laver jeg ikke film, så er jeg bare helt almindelige sur. Jeg er dog ofte glad og jeg elsker at lave film,« lød det fra Naja, der også kunne afsløre, at:

»Livretten må være fars rødvinssovs og lækkert kød til.«

En meter mellem hver stol er den nye hverdag under COVID-19, men det fungerede fint til Naja Münster fortæller arrangøren.

Naja Münster fortalte også om livet som skuespiller. Hun er pt. aktuel i sin anden Far til Fire-film og det er noget anderledes end at lave YouTube-film derhjemme.

»Den sidste film brugte vi fem uger på at indspille. Vi var på Gran Canaria. Det var sjovt, men også benhårdt arbejde. Man var på fra morgen til aften. Jeg lærte dog mange nye mennesker at kende. Det synes jeg er rigtig fedt. Jeg lærte også mine replikker udenad, hvilket var noget anderledes end normalt, hvor jeg jo bare snakker, når vi laver YouTubefilm.,«

Najas mor og far: Hanne og Finn, kunne også fortælle, at YouTube-passionen har bundet familien mere sammen.

»Vi har det virkelig godt sammen, og der er ingen tvivl om, at vi har fundet en stor fælles passion i at lave film. Morten på 22 tager stadig med på ferie, og generelt har vi det bare godt sammen,« sagde Finn Münster og blev suppleret af sin hustru Hanne:

»Samtidig er det fantastisk at se, at Morten og Naja, men også Max har så stærkt et fællesskab. Morten på 22 har fælles interesser med Naja. Det er da cool.«

Der blev pakket goodiebags til den store guldmedalje. I pakkerne var der lækkerier fra Føtex City.

Efter et 40 minutters langt interview med den 10-årig pige blev det tid til det største højdepunkt på dagen. Autografer og selfies. På afstand fik dagens gæster fotos sammen med deres idol, og det var populært.

»Det er det hele værd. Det har været en stor dag – og en stor oplevelse – bare det at møde Naja, har været stort,« sagde en forælder til AVISEN.

Selfies på afstand var det populært.

Det var Lecture, der stod bag arrangementet i Fredericia Idrætscenter, og her lød der også stor ros til Naja og familie.

»Det er imponerende at se, hvor god Naja er til at tale, men også til at være jordnær med sine fans. Samtidig vil jeg gerne rose dagens gæster for at have fulgt alle anvisninger. Man må sige, at de små er blevet gode til at spritte og holde afstand. Nu glæder vi os til næste arrangement, som er med Christian Bitz den 22. oktober,« sagde Eventchef Maj-Britt Andreassen slutteligt.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer