Mandag morgen blev Naja Bundesen årets første student på HTX på EUC Lillebælt, og ser frem til at hun skal ud at rejse med en veninde i sit sabbatår
Klassekammeraterne, familien og rektor Lars Hansen stod klar udenfor lokalet klokken ca. 08:30.

Naja var oppe i faget Studieområde, og da hun kom ud, efter at have været inde, og ventede på hendes karakter på gangen, var følelsen i kroppen god, og følelsen viste sig at holde stik. Naja kom ud med et 7-tal og så var der ellers tid til, at hendes mor kunne give hende studenterhuen på og Naja kunne modtage lykønskninger fra klassekammeraterne, der allerede var på skolen og den stolte familie.

I forbindelse med, at Naja var årets første student var rektor Lars Hansen også til stede. Han overrakte Naja en buket blomster og havde champagne, jordbær og kransekage med, som efterfølgende blev nydt i kantinen.
I en stillestund talte Fredericia AVISEN med Naja, der var lettet og glad for, at den sidste eksamen er overstået og at hun nu er student. Nu ser hun frem mod nye eventyr.

“Jeg skal holde et sabbatår, hvor jeg skal ud at rejse med en veninde. Vi skal til Australien, Thailand og Sydafrika,” siger Naja.
Når sabbatåret er slut har Naja ikke helt planerne klar, men hun fortæller, at hun muligvis kunne finde på at læse videre til fysioterapeut. Nu står den dog på studenterfester, og det er noget, som hun ser frem til.

“Det bliver rigtig fedt, og det kan slet ikke beskrives hvor meget jeg glæder mig til at fejre det,” forklarer Naja, som også ser frem til studenterkørslen:
“Jeg glæder mig virkelig meget til det,” siger Naja, der på fredag får sagt et sidste farvel til EUC Lillebælt, hvor der afholdes dimission.

Fredericia AVISEN ønsker Naja og alle de mange andre studenter tillykke med huen.

