Fredericia Spildevand er i gang med et større renoveringsarbejde, der i den nærmeste fremtid vil rykke fra Strandvejen og længere op ad Indre Ringvej mod krydset ved Vejlevej/Vesterbrogade. Det vil give gener for erhvervslivet lyder det, noget Næstformand i Fredericia Spildevand, Søren Larsen, tager alvorligt.

“Der er virksomheder der overvejer at lukke og andre at flytte, da det her har så voldsomt et omfang at man ikke kan overleve”, således lyder det fra de erhvervsdrivende omkring det store gravearbejde der er udsigt til i området omkring Vesterbrogade-Vejlevej-Indre Ringvej.

Næstformand i Fredericia Spildevand, Søren Larsen, udtaler sig normalt ikke på vegne af Fredericia Spildevand, men da Formand Lars Ejby Pedersen er på ferie, træder Søren Larsen til.

“Vi tager selvfølgelig de erhvervsdrivendes feedback meget alvorligt, det er klart. Men der er også mange ting at tænke på, og det er meget svært at undgå generne helt, for det er et nødvendigt arbejde”, fortæller Søren Larsen.

“Men jeg har indkaldt til ekstraordinært bestyrelsesmøde i Fredericia Spildevand, hvor vi kan se nærmere på de planer der er for arbejdet i området. Som det ser ud nu er der jo ikke engang en gravetilladelse, så vi er stadig et sted hvor planerne kan ændres”, fortsætter han.

“Der er flere mulige løsninger på hvordan vi kan gøre det her, men der er også begrænsningerne. De maskiner der bliver brugt til arbejdet har et meget højt støjniveau, så det er tvivlsomt, at vi kan få lov til at arbejde i døgndrift i en længere periode, fordi der også bor mange borgere i området”, forklarer Søren Larsen.

“Det det hele i virkeligheden gælder om er, at skabe mindst mulig gene for så mange som muligt. Gener kan ikke undgås, men vores opgave er at udføre det nødvendige arbejde med færrest mulige gener”, siger Larsen og fortsætter:

“Så når Fredericia Kommune og Business Fredericia gerne vil mødes til en dialog om hvordan vi kan gøre det her bedst, så bliver jeg glad. For mig at se er første skridt det møde med entreprenøren vi har indkaldt til, hvor vi får løsningsforslag på bordet. Dem kan vi så tale om med interessenterne i området, det er vi meget åbne overfor”.

https://www.6juli.dk/