Man har det med at glemme de gratis ydelser og aktiviteter, vi har i Fredericia, men faktisk er vores by helt unik. Et hold venner jeg har, var på besøg fra København, de udbrød: “det er næsten for godt til at være sandt”
Solen skinnede næsten som en sommerdag, vi fandt kameraet frem og nød lyset i Madsby Legepark, inden vi gik mod de mørke dage og efteråret kalder. Det var tidligt på formiddagen, så man havde nærmest parken for sig selv.

Flere steder i Madsby Legepark er der mulighed for at spise sin medbragte mad, man kan også grille eller leje et hus til større selskaber. Fredericia AVISEN har støttet op og er sponsor på et af madpakkehusene blandt andet.

Madsby Legepark spreder sig over et stort areal, så man kan også få rørt sig lidt, en af de nyere attraktioner som også koster lidt er den flotte minigolfbane. Her kan familien dyste om, hvem der er den nye Tiger Woods, måske man kan spille om en is til vinderen.

Et sikkert hit hos børnene er naturligvis dyr, her kan man frit besøge mange af de velkendte klappedyr. Det mest eksotiske må være lamaerne som ikke af natur er publikumsvenlige. Mest populære er efterkommerne af Mads Ged, de giver stor glæde og nogle gange stanges de små børn i gulvet som det hører sig til.

Her er store legepladser, mooncars og særdeles højt til loftet. Jeg har hørt flere lokale beklage sig over, at det koster penge at parkere lige foran parken. Men faktisk kan man på under fem minutter på gåben parkere gratis, og det man sparer på gratis indgang burde sagtens kunne generere en is eller en togtur.

Som mine venner sagde så er det næsten for godt til at være sandt at have sådan en gratis legepark, nærmest midt i byen. Jeg er typen, der tager det lidt for givet, så derfor var det godt at opfriske minderne om Madsby Legepark.

