Forleden dag, så jeg radiovært Hans Otto Bisgaard på forsiden af billedbladet. Overskriften var, Jeg savner Jeppe hverdag, en henvisning til sin søn, der mistede sit liv til cancer i en alder af kun 47 år. Jeg kan ikke forestille mig noget værre, end man som forældre skulle begrave sit barn. Man siger at sorg er kærlighed der er blevet hjemløs, sorg er som et brændemærke på sjælen: Smerten fortager sig med tiden, men helt væk går den måske aldrig. Brændemærker kan give ar og blive siddende som et ømt punkt, der gør ondt, når nogen eller noget rører det. Sorg kan føles lammende og så definitiv og altoverskyggende, at den synes umuligt at være i.

Det fik mig til at reflektere over min egen historie, jeg har også oplevet sorg på nærmeste hold. Jeg ved den dag i dag, at det var ubearbejdet sorg der bragte mig ud på et sidespor og medførte en social deroute i 17 år, med misbrug, kriminalitet og fængsel til følge. Jeg kommer fra en familiestruktur der har været præget af socialt bedrageri, psykisk sygdom, kriminalitet og stoffer. Når jeg tænker tilbage på min barndom, så har jeg altid vidst, at vi ikke var ligesom alle andre. Min mor har dog givet mig kærlighed og en tryg ramme at vokse op i, også selvom de førnævnte ting spøgte i kulissen.

Mine rollemodeller var min to storebrødre som jeg forgudede og så op til, de havde begge to mange tatoveringer og siden at jeg var ganske lille, har jeg malet mig på armene med kuglepen, for at komme til at ligne dem. Der var et stort alders spring imellem os, min ældste bror var således 18 ældre end mig. Jeg var tit på weekend hos ham og hans kone og jeg elskede det, det var her jeg lærte at køre knallert som 10-12-årig. Jeg husker særligt en episode, dengang var mountainbiken lige kommet frem Jeg havde fået en helt ny af slagsen og jeg var rigtigt glad for den. I det område jeg boede i, lå der et plejehjem i midten af rækkehusene, plejehjemmet var omkranset af kirsebærtræer. Om sommeren bevæbnede vi os med fryseposer, klatrede til vejrs for at plukke og spise kirsebærrene. 

En dag hang jeg oppe i et træ, da nogle unge kom kørende på knallert og sparkede til min cykel. Jeg sprang ned at træet og løb hen til min cykel, for at se om der var sket noget med den. Gearet var helt smadret og trykket, så jeg næsten ikke kunne skubbe cyklen hjem. Med tårerne trillende ned af kinderne fik jeg slæbt min cykel hjem, men ældste bror var på besøg hos vores mor og gik mig i møde, da han kunne se at jeg græd. Jeg fortalte ham hvad der var sket og derefter bad han mig vise hvor de drenge var henne. Jeg vidste at de var taget op på rundingen, et grønt område hvor områdets børn og unge mødtes, lavede bål og hørte musik og drak øl i weekenderne. Han bad mig vente på afstand, jeg hørte min bror råbe af dem, de kvitterede med latter, så lød der et højlydt klask og få dage efter havde jeg fået en ny cykel, betalt af forældrene til den unge, som havde sparket til min cykel.

Jeg husker også at min ældste bror overnattede hos os af flere omgange, den sidste gang fortalte min mor mig, at min ældste bror havde fået arbejde langt væk herfra. Så derfor ville der gå et stykke tid inden at vi så ham igen. Jeg brugte den sidste tid sammen med ham på, at spille fodbold og spille computerspil på min Amiga 500. Vi plejede at sove sammen inde på mit værelse, men det gjorde vi ikke den sidste tid inden han tog afsted.

I mit hjem havde vi en scanner, det var en anordning som kunne aflytte politiet fra centralen og ud til politibilerne. Den stod på et natbord i mine forældres soveværelse, men der var trukket en ledning hen til en højtaler, som var skruet fast under vindueskarmen, ved siden af min fars lænestol i stuen. Det var fredag d. 18 januar og året var 1991. Jeg glædede mig til at min far kom hjem fra arbejde, han var kun hjemme i weekenderne fordi at han arbejde oppe nord på. Klokken var omkring 17 da jeg sad i lænestolen, højtaleren skrattede og jeg flyttede hovedet lyttende mod højtaleren. Der kom en melding over radioen, at der skulle sendes en patruljevogn op til vores adresse og meddele min mor, at min ældste storebror var afgået ved døden. Jeg troede ikke hvad jeg lige havde hørt, jeg vendte lænestolen mod min mor, som stod i køkkenet og lavede aftensmad. Jeg ville sige til hende hvad jeg lige havde hørt, men jeg kunne ikke få ordene ud af munden. Jeg valgte at forlade mit hjem og løb alt had jeg kunne op til en af mine venner. Jeg kunne hellere ikke der få ordene ud af munden. Så jeg valgte at gå hjem igen, velvidende at når jeg kom hjem igen, så ville mit liv været forandret for altid. 

Da jeg kom hjem var alt kaos, min mor var dybt ulykkelig og der var både familie, naboer og politi til stede. Tiden derefter er for mig den dag stadigvæk meget sløret. Det var meget voldsomt og pludseligt, så jeg tror at jeg de første dage mere bar præg af chok og forskrækkelse. Sorgen kom først senere, snigende som en dyne af tristhed, med en følelse af at stå alene som 13-årig. Min mor var selv i sorg og bearbejde hendes sorg, med at fortrænge den. Jeg fik ikke lov til at se ham en sidste gang, jeg deltog dog i min brors bisættelse men den har jeg ingen erindring om. Jeg kan ikke huske at en voksen har givet mig et kram og spurgt mig hvordan jeg havde det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det kunne have ændret noget, det tror jeg at det ville. Hvor ville jeg ønske, at der havde været en lærer, fodboldtræner eller pædagog som havde set mig. Når man mister et menneske som man elsker så højt som jeg elskede mig bror, så vil man for altid føle sig amputeret. Med tiden blev min sorg til vredeog min rygsæk blev for tung og resulterede i uhensigtsmæssig adfærd og resten er som bekendt historie. 

I dag har sorgen forladt mit sind, den har den kun gjort fordi,at jeg har set sorgen i øjnene og bearbejdet den. Savnet vil altid være der og tanker om hvad der kunne have været. Min storebror døde af en overdosis metadon, på behandlingshjemmet Egeborg i en alder af 31 år.

Kim Nørgaard Kikan æret være dit minde.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer