Museerne i Fredericias høster ros og anerkendelse for to nye formidlingsprojekter, der vinder fornem pris 

”Frivillig formidling på den fede måde. Man lærer uden at opdage det, ” lyder det i et af de mange argumenter fra den landsdækkende faglige forening MiD (Museumsformidlere i Danmark), der netop har uddelt deres årlige formidlerpris. Prisen er gået til det mobile spil ”Landsoldaten” og ”levende portrætter” – to nye formidlingsprojekter, som Museerne i Fredericia kunne lancere i 2021. 

– Jeg er både stolt og glad, når Fredericia på den måde kommer på landkortet. Vi har uden tvivl en enestående historie, som Museerne i Fredericia med de to nye formidlingsprojekter formår at formidle på en innovativ og sjov måde på tværs af flere generationer. Tillykke til museet for et flot arbejde, siger Peder Tind, formand i Kultur- og Idrætsudvalget.  

Begge vindende projekter har modtaget en flot donation fra Google og er udviklet i samarbejde med Innopixel og PieLab.

Museumsleder Karsten Merrald Sørensen er stolt over, at Museerne i Fredericia modtager anerkendelse blandt branchefolk. 

– Vi er enormt stolte over at modtage prisen og de ord, der følger med. Prisen viser, at hele holdet bag Museerne i Fredericia lykkedes med vores digitale og interaktive formidling, som skal være med til at gøre historien nærværende for publikum. Stoltheden bliver ikke mindre af, at det er branchefolk, som uddeler prisen – så tusind tak til MiD.

Formidling og leg går hånd i hånd 

I det mobile spil ”Landsoldaten” går man på opdagelse på Fredericia Vold og hjælper Landsoldaten med at finde historiske genstande, der tilsammen fortæller om Fredericias historie. Gennem en række spændende missioner møder man både krig, kanoner og svære valg – og får samtidigt både motion og frisk luft.

Spillet er blevet downloadet 1100 gange siden lanceringen i juli 2021. 

Det er nok de færreste, der kan sige, at de har talt med en vaskeægte præsident, en stadsforvist prins eller en statsminister, der i sin ungdom gerne ville gøre karriere inden for stand-up. Det er ikke desto mindre det, som man kan opleve på Fredericia Bymuseum. Her er de 10 levende portrætter en del af den faste udstilling og er den første af sin art, der med deep fake-teknologi er animeret på touch-skærme, der kan svare på publikums spørgsmål. 

Med de to formidlingsprojekter går leg og formidling hånd i hånd, hvilket også er blandt argumenterne i juryen. 

– Museerne i Fredericia formår at gøre historien levende og udvikle en formidling, der styrker fantasien, og som kommer den yngre generation i møde, siger formand for MiD og jurymedlem Karen Bech. 

Fakta 

Museumsformidlerprisen er indstiftet for at bringe de bedste formidlingsprojekter frem i lyset. Prisen uddeles en gang om året på Organisationen Danske Museers (ODM) formidlingsseminar.

Prisen er en formidlingsfaglig anerkendelse, der skal motivere og inspirere landets museumsformidlere.   

MiD (Museumsformidlere i Danmark): er en landsdækkende forening, hvis formål er at styrke, udvikle og synliggøre arbejdet med museumsformidling – herunder udstillinger og undervisning ved danske museer og lignende kulturinstitutioner.