På Nørrebrogade 135 i Fredericia er der åbnet et nyt motorcykelværksted form af DC Moto. Det er Magnus Deleraun og Sebastian-Cristian Claus, der står bag. Begge har stor erfaring indenfor branchen, hvor de er 2. og 3. generations mekanikere, der begge er uddannet.

Lugten af værksted hænger i luften. I den store bygning, der ligger lidt længere nede ad vejen end Dinos Legeland,  huser alt fra en billiard- og judoklub til nu motorcykelværkstedet, der har lejet sig ind på adressen.

At det lige er et motorcykelværksted, som Magnus og Cristian, har åbnet op er ikke en tilfældighed. Deres baggrund ligger indenfor branchen. Magnus’ farfar har haft et værksted lige efter krigstiden, og Magnus’ far har repareret biler og motorcykler så længe han kan huske. For Cristians vedkommende startede det i hjemlandet for mange år siden, og siden har han også arbejdet i Danmark, hvor han lærte Magnus at kende, da de arbejdede sammen. I første omgang har de valgt at åbne som et motorcykelværksted, men planen er, at åbne en salgsafdeling af motorcykler i “forlokalet” i værkstedet. 

Om baggrunden for at blive selvstændige fortæller Magnus:

– Vi har begge to gerne ville være selvstændige. Der ligger et værksted lidt udenfor Fredericia, men i alt den tid jeg har boet i byen, har der ikke været noget i centrum, siger han og kommer nærmere ind på lokationen på Nørrebrogade:

– Lokationen er der flere ting i. Det er biligst at starte her, og det er tæt på byen. Der er en stor trafik mod Dinos Legeland, og vi håber vi bliver set på den måde. Det vil være attraktivt på Vejlevej også, men lejeprisen er mindst dobbelt så høj der, siger Magnus.

Magnus og Cristian har tidligere arbejdet sammen ved en større mekaniker i Horsens, men planen hos DC Moto er, at der skal være plads til at nørde det.

– Vi går meget op i selve opgaven i forhold til de store steder, hvor det godt kan gå lidt mere stærkt, siger Magnus.

Men selvom det er nørdet, er der plads til alle.

– Det er det hele. Vi har en BMW, hvor den kom hen til et originalt værksted, og der ville de skifte alt i stedet for at fixe fejlen, nævner Magnus som eksempel og fortæller, at de DC Moto pt. også har en BMW fra slut 80’erne, der skal moderniseres.

Magnus og Cristian er nørder i branchen, og de har særligt en kærlighed for en bestemt type motorcykler.

– Vi har en svaghed for amerikanske cykler og en “cruiser” stil, men alt er velkommen herinde. Det er spændende at rode med det hele, siger Magnus og kommer ind på, hvad der er med de amerikanske “cykler”:

– Historien, følelse og måden den kører på. Det er lave omdrejninger og en fed lyd .Jeg er faktisk vokset op med italienske, så det er ikke i min fars ånd med amerikanske. Man har favoritter indenfor det, ligesom man har med biler.

Man kan læse mere om DC Moto på deres Facebook-side.