Fredericia Løbeklub er ikke længere alene om at arrangere gratisløb for alle hver uge, idet fire andre klubber i kommunen nu er med til at arrangere GoRun. GoRun er et landsdækkende gå- og løbetilbud for alle og blev skudt i gang i januar med netop Fredericia som en af de allerførste byer.

”Vi samler cirka 30-40 folk hver søndag til enten en gå- eller løbetur. Det er alle typer, der møder op; Børnefamilier, klassiske motionsløbere, folk der ikke er vant til at motionere, seniorer, hundeluftere og andre. Der er plads til alle, og vi samles tit efter løbet til en snak og en kop kaffe. GoRun er helt klart blevet et fast element i ugeplanen hos især vores kernedeltagergruppe – og der kommer heldigvis også hele tiden nye med. Det er rigtig hyggeligt at kombinere motion og socialt samvær på den måde. Et ekstra plus er, at klubben i løbet af cirka fem måneder med GoRun fået en række nye medlemmer, der ønsker mere kvalificeret træning mm,” fortæller tovholder bag GoRun Fredericia, Jørgen Mollerup fra Fredericia Løbeklub.

 

Stærkt GoRun-arrangørkorps med en bred vifte af forskellige motionsklubber

Med de nye arrangører ser det samlede GoRun-arrangørkorps i Fredericia således ud:

  • Kvindelig Idrætsforening Fredericia: Tilbyder gymnastik, idrætsmærke og gåhold.
  • Motionsforeningen Sønder Korskær: Motionsforening i et almennyttigt boligområde tæt på Fredericia Idrætscenter.
  • Idræt i dagtimerne Fredericia: Motion for alle som har fri i dagtimerne (skifteholdsarbejdere, efterlønsmodtagere, arbejdsledige, pensionister m.fl.). Idræt i dagtimerne udbyder mange idrætsgrene, og ser GoRun som et ekstra tilbud til alle deres medlemmer.
  • Fodslaw Fredericia: Har fast gangmotion på programmet hver onsdag, og arrangerer derudover ad hoc ture samt arrangementer.
  • Fredericia Løbeklub: Tovholder bag GoRun Fredericia – Fredericia Løbeklub udbyder kvalificeret løbetræning, med faste løbetider 3 gange om ugen.

Alle er velkomne: Fra erfarne motionsløbere og folk der aldrig har dyrket motion

GoRun-deltagerne bestemmer selv, om de vil gå eller løbe 2,5 eller 5 km, idet konceptet indbyder til motion for både de erfarne og de uerfarne. Mange af de erfarne løbere kan ofte have svært ved at finde tid i kalenderen til både løbetræning og socialt samvær med vennerne og sætter derfor pris på, at de kan kombinere disse to elementer til GoRun. Mange af de, der ikke er vant til at motionere skal ofte først præsenteres for idéen om at bevæge sig.

GoRun favner med sine nu i alt fem foreninger i arrangørkorpset et bredt udsnit af Fredericias motionsforeninger og når dermed både ud til hurtigløberne i stramme tights og til folk helt uden uden motionserfaring. Sidstnævnte skal ofte kontaktes på anden vis end via de gængse løbemedier, hvilket en af de nye GoRun-arrangører, motionsforeningen Sønder Korskær, medvirker til:

”Vi arbejder meget med at inspirere folk og skabe relationer til borgere, der ikke er vant til at tænke motion ind som en del af dagligdagen. Vi har især at gøre med socialt udsatte borgere og har en lang række forskellige tiltag, der skal få disse mennesker til at begynde at bevæge sig. Og selvom vi oftest starter med de helt korte gåture til nogle af dem, der har det rigtig svært, er det en stor opgave at få alle disse mennesker i gang med at motionere. Men oftest lykkes det heldigvis. Vi er nu gået med i GoRun dels for at hjælpe med at brede budskabet om GoRun ud til flere befolkningsgrupper – også de socialt udsatte der ikke altid selv opsøger information om motionstiltag. Dels for at gøre flere opmærksomme på vores forening, ” fortæller Louise Gyldenkrone, der er formand for Motionsforeningen Sønder Korskær.

 

Fakta om GoRun Fredericia

  • GoRun Fredericia afvikles hver søndag kl. 10 med start og mål ved Fredericia Idrætscenter, Vestre Ringvej 100, 7000 Fredericia
  • Løbsarrangør af GoRun Fredericia: Fredericia løbeklub, Kvindelig Idrætsforening Fredericia, Motionsforeningen Sønder Korskær, Idræt i Dagtimerne Fredericia og Fodslaw Fredericia
  • GoRun er et nyt, enkelt løbekoncept til hele Danmark – 5 kilometer hver uge kl. 10
  • GoRun forankres i lokale løbsorganisationer og gennemføres i samarbejde med landets kommuner
  • GoRun henvender sig til alle: Både den ikke-aktive del af befolkningen og erfarne løbere, der løber alene eller i klub
  • GoRun arrangeres foreløbig i 17 byer rundt i hele landet hver uge, og der tilføjes hele tiden flere byer på GoRun-Danmarkskortet.
  • GoRun er en del af Bevæg dig for livet, der støttes af Nordea-fonden og Trygfonden – Bevæg dig for livet er dansk idrætshistories største og mest ambitiøse projekt hvor DIF og DGI er gået sammen om at få flere danskere til at bevæge sig
  • Læs mere om GoRun her samt på vores GoRun-Facebook-side og i vores GoRun-Fredericia-Facebookgruppe