2018 skal være året, hvor endnu flere snører løbeskoene og kaster sig over gang, lunten eller løb. Det er i hvert fald hvad man håber på i tre foreninger i Fredericia.

I to år har KIF Fredericia, Fredericia Løbeklub og Idræt i dagtimerne Fredericia stået i spidsen for GoRun Fredericia. Et tilbud, hvor frivillige fra de tre foreninger hver søndag inviterer både vante og ikke mindst uvante motionister til motion i uformel og afslappet stemning.

Deltagerne mødes kl. 10.00 hver søndag ved Fredericia Løbeklub – første gang i det nye år er søndag 7. januar. Herefter enten går, lunter eller løber deltagerne 2,5 eller 5 km.

Flere deltagere møder trofast op til det gratis arrangement gang efter gang. Blandt andre Marlene Frederiksen, som har været med siden september.

“Det er afgørende for mig, at vi mødes et fast tidspunkt og sted. Og så er det også vigtigt, at vi har det så godt sammen og hygger os,” lyder det glad fra Marlene, som naturligvis også møder op til sin ugentlige motionstur i 2018.

Også Anton Jensen har gjort GoRun til en fast søndagstradition:

“For mig handlede det om, at der skulle ske noget nyt. Og så var det helt oplagt at prøve GoRun,” lyder det fra ham en søndag i december efter en frisk tur med de andre GoRun-deltagere.

GoRun er ikke som alle de andre tilbud

Nogle vil måske mene, at der findes nok muligheder og klubber for løbere. Hele pointen med GoRun er dog at gøre løb i ethvert tempo til en attraktiv motionsform for alle.

GoRun, som er udarbejdet i et samarbejde mellem DGI og DAF, har netop som mål at få endnu flere i bevægelse. Om bevægelsen sker ved gang, lunten eller løb er ligegyldigt. Det vigtige er, at man kommer afsted og mærker, hvordan fællesskab kan motivere.

“Til GoRun er der plads til alle. Alder, motionsform, erfaring eller køn – det betyder ingenting her. Vi glæder os bare til at byde velkommen til endnu flere deltagere,” Lyder der fra Kirsten Kofoed, som er løbekonsulent i DGI og Bevæg dig for livet Løb.

Fakta om GoRun

  • GoRun Fredericia afvikles hver søndag kl. 10.00 med start og mål ved Fredericia Løbekub, Vestre Ringvej 100, Fredericia (lige ved siden af Monjasa Park)
  • Første gang i 2018 er søndag 7. januar kl. 10.00
  • Der er ikke nødvendigt med tilmelding. Man kan blot møde op på dagen
  • GoRun henvender sig til alle; både familien, som gerne vil motionere sammen, løberen som gerne vil have selskab og ikke mindst ham og hende, der gerne vil i gang med bevægelse
  • De enkelte GoRun-løb arrangeres i tæt samarbejde en eller flere lokale løbsansvarlige. I dette tilfælde KIF Fredericia, Fredericia Løbeklub og Idræt i dagtimerne Fredericia
  • GoRun er en del af Bevæg dig for livet, der støttes af Nordea-fonden og Trygfonden.