Vi har talt med Morten Nørgaard, der fra i sommer er blevet cheftræner i DeltaSwim og på den måde også er blevet en del af Fredericia Eliteidræts morgentræning.

DeltaSwim er en svømmeklub i Fredericia. Jeg har haft et interview med Morten Nørgaard, som fra i sommers af er blevet cheftræner for klubben. Jeg har stillet Morten en række spørgsmål omkring det med at være træner og noget med hans egen erfaring indenfor svømning. Morten har været træner i cirka otte år og siden 2012, hvor han faktisk formået at være træner på alle hold i klubben gennem årene. De sidste tre år har han været træner på årgangsholdet, og nu her efter sommerferien er han blevet cheftræner for klubben. Han er også blevet træner om morgenen til morgentræning med Fredericia Eliteidræt. 

Morten har i mange år været træner. Det startede faktisk allerede for lang tid siden. »I omkring år 2003-4 svømmede jeg ikke så meget længere, og jeg blev derfor hjælpetræner på førsteholdet i et år. Jeg vil sige, at det var en naturlig overgang fra, at jeg ikke svømmede så meget længere og ikke havde den samme motivation, tid og lyst, men stadig havde svært ved at give slip på svømningen, og jeg ville gerne være en del af det stadig,« fortæller Morten om dengang, han begyndte ikke at svømme så meget længere. I forhold til hvordan det er at være træner, siger Morten: »Før var det mere en interesse i fritiden, nu er det mere blevet et arbejde eftersom, at jeg er blevet ansat som cheftræner. Nu er det mere end bare at være på kanten, da det er et job, men det er stadig de samme ting som er vigtige ved at være træner.«

Der er også nogle grunde til, at Morten er træner. Jeg spurgte ind til, hvorfor han er træner, og hvad han synes, er det bedste ved det. Til det svarer han: »Svømning har altid været noget, som jeg har haft stor interesse for. Det motiverer mig meget at kunne træne børn og unge og give noget igen af alt det, som jeg selv har lært. Noget af det bedste ved at være træner er at have noget at gøre med unge, som gerne vil deres sport og så at se dem opnå en personlig rekord, vinde medaljer og få kravtider til stævner og at se den glæde, det giver dem.« Der er også mange fede oplevelser som træner. »Der har været mange gode oplevelser ved at være træner. For eksempel så det at man har haft en svømmer i en dårlig periode, som klarede den periode. Noget af det største jeg har opnået som træner er, at have haft årgangssvømmere med til Danmarks Årgangs Mesterskaber og vundet medaljer der.«

Som nævnt tidligere så har Morten kunnet tage nogle ting med sig fra at have svømmet så meget, men det er også nogle ting, som han har lært af at være træner. »Jeg har lært forskellige ting af at være træner, som jeg også kan tage med på arbejde. Det er blandt andet det med at være underviseren. Det giver også rammerne til, at man kan holde en plan og styre en masse mennesker. Som træner lærer man at føre noget videre. Udover det så er man også til for at hjælpe, være støttende og ledende,« lyder det fra Morten. 

Morten har svømmet i mange år af hans liv. Jeg spurgte, hvornår han startede og årsagen til, at han egentlig begyndte, og til det svarede han: »Jeg begyndte i seks-syv års alderen. Det var egentlig fordi, mine forældre gerne ville have, at jeg lærte at svømme. Dengang boede jeg i Erritsø, så det var derude, hvor jeg først startede. Jeg var faktisk ikke særlig vild med at skulle i vandet. Jeg gad ikke i Erritsø, så jeg kom ud i Fredericia, for der var min kusine hjælpetræner, så jeg svømmede i Fredericia i stedet.«

Som svømmer har Morten opnået en masse forskellige ting. »Efter at have svømmet i så mange år og trænet 8-10 gange i ugen, så har jeg lært at være god til at strukturere min dagligdag og bringe det videre ud i mit voksen- og arbejdsliv,« siger Morten i forhold til, hvad han fra svømning har kunnet bruge videre hen. 

»Når det kommer til, hvad jeg har opnået resultatmæssigt indenfor svømning, så er jeg blevet dansk mester, som det dengang hed. Nu vil man kalde det vestdansk mester, som er for Jylland og Fyn. Jeg har vundet det største internationale stævne i Danmark, som dengang hed Sjællands Open. Tre år i træk er jeg blevet nummer fire til DM i 100 meter butterfly. Som master svømmer har jeg deltaget i EM, og jeg er blevet nordisk mester i aldersgruppen 35-40 år.«

»Det bedste ved svømning er det sociale og kammeratskabene. Det er stor opbakning til hinanden. For mig kan jeg også lide at vise mig selv at kunne gøre tingene bedre,« siger Morten om svømning. 

Som svømmer har svømning en stor betydning for Morten. »For mig er det en stor del af min identitet. Jeg forbinder mig selv med svømning utroligt meget, fordi jeg i så mange år har svømmet. Med svømning føler jeg mig fri. Jeg kan godt lide at konkurrere med mig selv,« fortæller Morten.

Jeg spurgte Morten om, hvad der er vigtigt for en svømmeklub. »Der er mange ting, som er vigtige for foreninger generelt. Man skal have en stærk klubkultur. Det er vigtigt med gode frivillige forældre, som er med til at bære klubben. Der ville ikke være nogen svømmeklub uden alle de frivillige. En bestyrelse som vil det til gavn for svømmerne er også nødvendigt. I en svømmeklub skal man kunne have et godt og socialt miljø. Det er vigtigt med gode sociale relationer på holdene, for selvom svømning er en individuel sport, så er man stadig meget social og god til at kunne hjælpe og støtte hinanden,« lyder det fra Morten. 

Til sidst snakkede Morten om, hvad der er det gode ved DeltaSwim. »Det har altid været en klub, hvor man har haft muligheden for at blive støttet i at gå så langt som muligt, selvom klubben ikke er så stor en klub hvad medlemmer angår. Vi har også altid fokuseret på at få det bedste ud af, hvad man har.«

Leave a Reply