Morgenmadsproducenterne Nestlé, Golden Bridge og Kelloggs, som har varer på hylderne i langt de fleste danske supermarkeder, bliver nu meldt til Fødevarestyrelsen for vildledende markedsføring. Det skriver Søndagsavisen.

Det er Forbrugerrådet Tænk, der står bag anmeldelserne. De mener, at producenterne markedsfører sig med hjemmelavede fuldkornsmærker på pakkerne, selvom de ikke lever op til de kriterier, der skal til for at skilte med det officielle fuldkornsmærke – og dermed oversælger produkterne.

Nestlé blev allerede i sidste uge anmeldt for produkterne Lion og Nesquik, da Forbrugerrådet Tænk lancerede kampagnen ’Ærlig snak eller ren slagsgas?’. Og på mandag indsender de anmeldelser af Kellogg’s-produkterne Frozen, Cocopops og Star Wars, ligesom producenten Golden Bridge bliver anmeldt for produktet Nougatbits.

”Det er problematisk, at man fremstiller logoer, som mange forbrugere tolker som om det er et sundt produkt med masser af fuldkorn i, når det er smækfyldt med sukker og indeholder langt mindre fuldkorn, end der skal til for at opnå det officielle fuldkornsmærke,” siger Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk, og uddyber:

”Det er jo det mærke, man spiller på, når man markedsfører sit eget fuldkornsmærke – og så mener vi, at der er tale om vildledning. Og når det vildleder, skal det væk fra indpakningen,” siger hun til Søndagsavisen.

Hos Nestlé, der fortsat er de eneste, som har modtaget en officiel anmeldelse, afviser man anklagerne og siger, at man har tillid til, at forbrugerne kan tænke selv og aflæse emballagen.

”Vi er uenige i de ting, Forbrugerrådet Tænk skriver i anmeldelsen. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at vi bliver bedt om at fjerne det her mærke,” siger Jette Krarup, Fødevarelovgivningsansvarlige hos Nestlé.

Fødevarestyrelsen skal nu tage stilling til, om der er tale om vildledende markedsføring.