Den globale bunkerleverandør og rederi, Monjasa med hovedsæde i Fredericia har  blandt andet suspenderet handel og indkøb af russisk olie. 

Monjasa leverer på tværs af olie- og shippingindustrien årligt omkring fem millioner tons skibsbrændstof i 700 havne verden over. Disse handler involverer også Ruslands geografiske område og russiske modparter, hvilket gav anledning til, at Monjasa kom med en udmelding i forgårs. 

Monjasa er dybt bekymret over den fortsatte udvikling i konflikten mellem Rusland og Ukraine og følger situationen tæt i forhold til de internationale sanktioner, som er indført over for Rusland af diverse regeringer og landesammenslutninger, skriver virksomheden i en udmelding og fortsætter: 

For at sikre fuld transparens omkring vores aktiviteter i bunkerindustrien, meddeler vi derfor følgende markedstiltag.

Suspendering af handler i Rusland og indkøb af olieprodukter

Nedenstående beslutninger blev indført pr. 25. februar 2022 og gælder indtil andet bliver udmeldt:

• Monjasa har suspenderet alle leveringer af bunkers i russiske havne.

• Monjasa har suspenderet alle leveringer og samarbejde med russiskflagede skibe,

russiskregistrerede selskaber og selskaber og enkeltpersoner associeret til russisk ejerskab.

• Monjasa har implementeret restriktive foranstaltninger for skibe som har kaldt en russisk havn eller vil kalde en russisk havn inden for 30 dage. Skibe anvendt til humanitære formål er undtaget.

• Monjasa har suspenderet alt indkøb af russiske olieprodukter til videresalg via vores egen flåde som består af 25 skibe.

Det er helt afgørende for Monjasa at imødekomme og efterleve internationale sanktioner og vi vil fortsætte med at følge udviklingen tæt og løbende tilpasse vores forretning.

For nu er vores tanker og medfølelse hos de uskyldige mennesker som rammes af krigen, slutter Monjasa i udmeldingen.