Fredericia Kommune bød velkommen til Mødrehjælpen der nu kommer til at indgå i Sundhedshusets tilbud til borgerne i Fredericia. Dermed føler byrådet at synenergien forstærkes endnu mere til gavn for børn og familier i byen.

Nanna Thomsen, direktør for Mødrehjælpen, var glad for at kunne starte op i Fredericia med det nye tiltag. I anledning af åbningen afholdtes der reception, hvor flere af byrådets medlemmer var mødt frem for at støtte op og ønske tillykke med åbningen. Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti skrev under på vegne af kommunen.

Mødrehjælpens Nanna Thomsen sagde, at man også kunne være med til at skabe et større netværk for de svageste, der måske ikke havde så meget i forvejen:

“De får nogle, der har deres ryg. Nogle der kan give dem gode råd. Det er jo ikke nødvendigvis kommunen, der skal spille den store rolle. Nogle af de familier som vi møder i Mødrehjælpen, på trods af at velfærdssamfundet er stærkt, så er det ikke altid sikkert, at de familier der har det sværest, tager imod den hjælp de kan få”, sagde Nanna Thomsen.

Nanna Thomsen fra Mødrehjælpen var glad for ankomsten til Sundhedshuset (Foto: Fredericia AVISEN)

Ole Steen Hansen, Formand for Børn- og Skoleudvalget, var glad for udvidelsen i Sundhedshuset, og han slog fast at i de tilfælde hvor borgere måske var betænkelige ved at tage den direkte kontakt med kommunens personale, kunne Mødrehjælpen fungere som en blødere indgang til at få hjælp i tide. Dermed håber han også at der kommer mere forebyggelse på det sociale område til gavn for de mindste borgere i Fredericia.

“Jeg vil byde meget velkommen til de frivillige. Mødrehjælpen rangerer højt i gode ting, man kan være frivillig for. I en moderne kommune skal man kunne være i, at man har brug for civilsamfundets hjælp. Selvom om vi kommer med de bedste intentioner eller de bedste folk, så kan vi godt være det grå rådhus nogle gange, med den bagage de svageste borgere har i deres rygsæk”, sagde Ole Steen Hansen.

Susanne Eilersen og Nanna Thomsen underskriver aftalen (Foto: Fredericia AVISEN)

Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti slog fast, at man gerne vil være meget forebyggende og komme ind så tidligt som muligt. Men man vil også gerne have de faglige kompetencer i spil og at man kan gå på tværs af fagene som jordmødrene, sundhedsplejerskerne og privat praktiserende læger.

“Med Mødrehjælpen kan man komme ind på en anden måde end man gør til kommunen. Vi har allerede etableret mange andre gode samarbejder, der holder til i Sundhedshuset, som I kan samarbejde med”, sagde Susanne Eilersen. Hun mente at det var vigtigt at knække den sociale arv, og så skal man ind så tidligt som muligt. Derfor var hun også meget glad for at skrive under på aftalen med Mødrehjælpen.

Mødrehjælpens reception (Foto: Fredericia AVISEN)

Borgmester Jacob Bjerregaard udtrykte også glæde for samarbejdet med Mødrehjælpen og tilsluttede sig Susanne Eilersens holdning om at forebyggelse er afgørende.

“Jo før man kan komme ind, jo bedre. Der er rigtig mange, som har brug for hjælp. Der er mange, der måske ikke ved, at de har brug for hjælp. Og det kan de få her. Samtidig tror vi meget på partnerskaber, hvor det ikke bare er kommunen, men hvor vi i partnerskab med eksempelvis Mødrehjælpen kan skabe en anden indgang, hvor man kan gå ind og møde rådgivere fra Mødrehjælpen. Dermed kan man få gode råd, sparring og rådgivning fra nogle af de dygtige folk fra Mødrehjælpen”, sagde Jacob Bjerregaard.

Nanna Thomsen fra Mødrehjælpen forklarede at problemerne borgerne oplevede kunne være vidt forskellige, men at eksemplerne kunne være skilsmisse, vold i hjemmet, alkoholproblemer eller mistrivsel hos børn. Her kan rådgivningen være afgørende, også når borgere måske er bekymrede for at fortælle det offentlige om deres problemer.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer