En helt ny værnepligt indenfor cybercrime har set dagens lys – og de er placeret lige her i Fredericia. Ryes Kaserne danner rammerne om deres værnepligt, men før de kan nørde bag skærmen skal de først overstå fire måneders almindelig værnepligt. Men det giver god mening, forklarer de. Her kan du møde to af de kommende cybersoldater.

Der er stor sikkerhed på Ryes Kaserne, i portvagten vises ID, inden jeg blev hentet af en befalingsmand. Den unge mand i den velkendte militæruniform hilste pænt, inden vi satte os ind i bilen. Ryes Kaserne er rimelig stor, og hvis vi skulle holde os indenfor militær præcision, så var det hurtigst at tage bilen. Vi parkerede foran bygningen, og en hurtig non-verbal kommunikation sende kom to unge mænd ud. Thorlund og Riberholdt hedder de to unge mænd – og kunne man ikke stave til d’Herrers efternavne, så prydede de brystet af deres grønne uniformer. Thorlund kommer fra Aarhus, så turen til Fredericia og Ryes Kaserne er ikke så lang, men Riberholdt har en noget længere tur for at komme hjem til familie og kæreste, for han kommer fra Lolland, nærmere bestemt Nakskov.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg havde en lidt anden forestilling om de cyberværnepligtige. Jeg havde i hvert fald ikke forestillet mig at det var typer som Thorlund og RIberholdt jeg skulle tale med, men der kom mine fordomme til skamme – og det er jo kun godt, kan man sige. Hvorfor vælger man så at søge ind som cyberværnepligtig? Det findes der ikke et entydigt svar på, åbenbart. I hvert fald har Thorlund og Riberholdt to meget forskellige tilgange til det.

“Jeg holder en pause fra universitet”, indleder Thorlund. “Jeg afsluttede min bachelor i engelsk i sommers, og så havde jeg behov for en pause. Jeg har altid haft en interesse for computere, så da jeg så i nyhederne, at der kom en ny cyberværnepligt, så var jeg ikke i tvivl. Det var helt sikkert noget for mig, selvom det er anderledes end det jeg kommer fra”, fortæller han, inden Riberholdt fortæller:

“Jeg har altid haft en forkærlighed for mysterier og puslespil, så det med hacking lød lige som noget for mig. Det her med, at man skal kunne løse koder – og knække koden til hvordan andre ikke kan komme ind hos os, det er super spændende. Så er jeg også en stor fan af forsvaret generelt. Jeg havde planlagt at tage hærens basisuddannelse, men da den her kom lå det lige til højrebenet for mig. Nu satser jeg på at få et arbejde i Forsvarets Efterretningstjeneste og blive ansat på kastellet i København”.

Som nævnt indledningsvist er de endnu ikke startet på selve cyberdelen af deres værnepligt, det forløb de har været igennem de første tre uger er identisk med resten af de værnepligtige – men det har været en god tid indtil videre, lyder det enstemmigt.

“Det har været en super fint start. Vi er heldige, at vi har fået gode befalingsmænd. Det er lidt en anden verden end jeg er vant til, og jeg er her hovedsageligt for cyberdelen, men værnepligten er ikke noget jeg har haft et problem med. Det har været en lidt hård start fysisk og mentalt”, siger Thorlund, inden Riberholdt følger op:

“For mig er det ikke det fysiske presser lige nu. Jeg har i flere år styrketrænet og trænet MMA, men det psykiske pres er meget hårdt, det er det. Man er ret træt, for vi bliver vækket på alle tider af døgnet, og han oftest kun få minutter til vi skal mønstre ude foran. Men det er en god måde at styrke sammenholdet på, at vi hjælper hinanden til at nå det”.

Vi bliver kort forstyrret af de to unge herrers befalingsmand, der lige ville høre hvor længe det skulle vare. Jeg var på forhånd blevet orienteret om, at der også var en frokostpause der skulle nås, så vi skulle forsøge at gøre det kort, men der forsikrede Riberholdt mig om, at de allerede her de første uger “har vi lært at spise meget hurtigt”, sagde han med et grin.

“Den disciplin der er i den første del her kommer os til gode når vi senere skal sidde foran computeren”, fortæller Riberholdt, med henvisning til den strenge disciplin de værnepligtige er underlagt – som en del af Forsvarets normer. 

“Det er en helt anden boldgade at være en del af den almindelige værnepligt i forhold til at sidde foran computeren, men der er så mange ting, som jeg er helt sikker på, at vi kan tage med os videre”, supplerer Thorlund.

I Forsvaret er der i forvejen ansat en række IT-eksperter, der kommer fra det civile liv uden et indgående kendskab til Forsvarets øvrige måde at agere på. Men de to forklarer, at det kun kan være en fordel for dem i deres videre færd, at de har fået de grundlæggende principper ind under huden. “Vi får jo en grundlæggende forståelse til hvad det vil sige at være i felten”, siger Thorlund, inden Riberholdt supplerer: “Det er vigtigt, at vi får en viden om hvad det er vi er med til at styrke og beskytte. Det er jo helt grundlæggende”.

Men er vi ikke sikre nok? Er det ikke bare en and det her med, at vi er så pressede på vores digitale enheder? Ikke hvis man spørger Riberholdt og Thorlund. “Bare se på Rusland og Iran, de er meget store indenfor cyberangreb. Vi lever i en moderne tidsalder, hvor alle render rundt med en smartphone, men kun de færreste ved hvor lette de er at hacke”, siger Thorlund.

“Det er en ny slagmark uden patroner, det foregår bag en skærm i stedet. Det bliver kun mere og mere relevant i fremtiden”, fortsætter Thorlund.

“Der er jo mange måder at lukke Forsvaret ned på. En måde kunne være at finde smuds på de ansatte, det er lidt ligesom i politik. Det er ikke fordi vi skal beskytte hvis en sergent har stået og danset på et bord med underbukserne på hovedet, for sådan gør vi ikke her i Forsvaret. Det er også en del af den grundlæggende dannelse vi får her i den første tid”, siger Riberholdt og fortsætter: “Men vi fik et eksempel på en der havde haft et smartwatch på, der havde tracket hans løbebane. Ved at hacke hans ur kunne fjenden tracke omridset af hele basen, hvilket jo ikke er særligt smart”.

“Det er også mere vigtigt end man lige går og tror, at man slår wifi og bluetooth fra på sin telefon når man ikke bruger det. For der er ikke særligt svært at komme ind den vej. Det er nogle af de ting man som civil tager for givet, men det skal vi hjælpe med at beskytte”, siger Thorlund.

Hvad forventer I af jeres cyberværnepligt?

“Det er lidt som at kigge udover det åbne hav”, indleder Riberholdt, for de har ikke fået meget information om den nye uddannelse endnu, fordi de jo indtil videre er værnepligtige i samme stil som alle andre. 

“Det er svært at sige hvad jeg forventer. Jeg forventer, at jeg får en ny viden. Jeg håber også at få en stor indsigt i hvor stort et problem og hvor stor en trussel cyberkriminalitet udgør. Jeg håber, at jeg på sigt kan være med til at beskytte danskerne”, siger Thorlund.

“Mit mål er lidt mere personligt. Når vi er færdige og ansat i Forsvaret, så håber jeg at kunne komme hjem og have en følelse af, at jeg har hjulpet danskerne. Jeg bliver stolt, hvis jeg kan være med til at bidrage til danskernes sikkerhed”, lyder det fra Riberholdt.

Vi nåede lige at blive færdige, inden frokostpausen. De to herrer måtte skynde sig at få baretten på og løbe op til resten, der allerede marcherede mod frokoststuen. Selv hoppede jeg i bilen igen, inden jeg atter stod foran hovedvagten og kunne træde ud af den militære verden. Jeg bliver fascineret hver eneste gang jeg besøger Ryes Kaserne.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer