I denne weekend løber et af Danmarks største løb af stablen – Lillebælt Halvmarathon. Fredericia AVISEN har mødt manden bag: Mads Stryhn, som i dette portræt fortæller historien om det populære marathonløb, årets rute og sit eget liv.

“Lillebælt Halvmarathon startede med, at jeg synes, at vi manglede et løb herhjemme, der løftede barrieren helt op i top. Det drev mig virkelig, at vi skulle lave DET løb, der manglede, og som satte overliggeren højt. Jeg fik inspirationen fra mine ture rundt til alle verdensdele, på nær Sydamerika. Jeg synes, at det kunne være skide sjovt at lave et kæmpe løb i Danmark. I 1995 lavede Taulov Motion det første broløb. Løbet startede i Taulov. Det gik godt, og vi fik blod på tanden efter mere,” fortæller Mads Stryhn og drikker af sin Cafe Latte.

Det var Mads Stryhns far Niels Chr. Stryhn, der planlagde med Taulov. Der var 4222 deltagere, det var Danmarks største maraton dengang i 1995.

“Hvad med dig selv og løb?

“Jeg har løbet meget og jeg løber stadig, men det er klart, at mine opgaver som løbsleder ikke giver muligheder for mange løb i benene.”

I 2008 afholdes det første Lillebælt Halvmaraton med Mads Stryhn ved roret.

“Jeg trænede inden løbet en masse danske løbere, og trænede samtidig nogle af verdens bedste løbere fra Kenya. Jeg var skolelærer samtidig, så det var en travl tid. Jeg har altid haft et godt øje for talenter og så elsker jeg løb. Jeg havde en ide om lave lige præcis Lillebælt Halvmarathon. Jeg fik fat på de to borgmestre på hver sin side af bæltet. Så fik jeg fat på Vejdirektoratet, som gav tilladelse til løb på begge broer. Vi havde et halvt år til at lave første løb, og så der var meget at planlægge. Det var måske lige lovlig hårdt nok. Når jeg tænker tilbage på den tid, så føler jeg aldrig, at jeg sov.”

Mads Stryhn med fisk
Opvokset i Taulov
Mads Stryhn voksede op i Taulov og herfra har han gode minder.

“Taulov var et godt sted. Vi drønede rundt på cykler, og havde det bare godt. Vi havde et godt sammenhold. Og taulov lå fint, når man kunne lide at fiske, som jeg kunne og kan. Jeg kunne tage til Skærbæk eller Snoghøj,” fortæller Mads. Jeg afbryder og spørger – hvad betyder det at fiske for dig?

“Man stresser af. Jeg løber stadigvæk, deltager i nogle få løb, men det er mere fordi, jeg kan godt lide at løbe. Når jeg skal helt ned i gear, så vil jeg rigtig gerne fiske. Jeg finder mig selv, det er min egen tid. Jeg har et par gode kammerater med og vi har det så godt, når vi fisker sammen.”

Du elsker løb og fiskeri, men blev lærer? 

“Ja, efter tiden på Fredericia Gymnasium, hvor vi havde det sjovt, skulle jeg være noget. Jeg blev nok lærer ved et tilfælde. Jeg kunne ikke blive Ole Olesen – han var taget, så jeg læste i Jelling og blev lærer,” siger Mads Stryhn og fortsætter:

“Det var også sjovt at være i Jelling. Det var en spændende rejse, som menneske. Jeg havde idræt på linje, det var fint. Jeg kørte en masse triatlon, så jeg skulle læse en masse lektier, samtidig med, at jeg trænede og skulle tjene lidt penge. Jeg blev far som 30 årige til en pige. Det er spændende at få børn. Det er en stor ting. Det kan ikke undgås, at det også ændrer mange ting. Det bliver hurtigt noget med at få passet træningen ind. Stå tidligt op om morgenen før alle vågner, løbe til arbejde. Dengang var det vigtigt for mig at løbe. Jeg løber stadigvæk en tre gange om ugen, men dengang skulle jeg løbe. Vi satte samtidig det hus, vi boede i i stand, så der var run på i de år”, fortæller Mads og drikker af sin Cafe Latte, hvorefter vi taler om årets rute.

“I dag er vi ved at gøre klar til halvmaraton nummer 11 i klubben Lillebælt i løb. Det betyder også, at vi har lavet mange andre ting ved siden af det. Jeg arrangerer løb, f.eks. Nordisk Mesterskab i Cross Løb i november. Vi har lavet mange løb og events,” siger Mads og fortsætter:

“Det er en spændende rute, som kommer rundt i området på en fed måde. Sidste år fik vi skæld ud af Transportministeren, fordi vi løb henover broen. Det var uheldigt, at nogen kørte gal. Det er vi meget kede af. Det betød også, at vi ikke længere må lave events og løb på de danske motorveje – heller ikke på rampeanlægget, derfor har vi lavet vores rute om. Vi er gået efter, hvad der er det fedeste, vi kan vælge. Det er godt at blive udfordret på nogle ting, og se det hele med nye øjne. Vi har fået vendt ruten på Gl. Færgevej, så man løber ned af den nu. Det giver en helt andet udsigt til broen og ud over bæltet end, det vi har haft før. Man er i højde med broen, kan kigge op på broen fra omkring Snoghøj Højskole af, med mindre man er den sidste, kan man se andre løbe på broen,” fortæller Mads og fortsætter:

“Der er endnu en fed effekt på Lyngsoddevej, hvor man passerer hinanden. Men har været min dna ikke at gøre det tidligere. Men jeg er blevet klogere, efter jeg var i New York for to år siden for at løbe halvmarathon ud af Central Park tilbage igen. Det var magisk. Man gav high fives til hinanden, det var fedt. Det vil vi genskabe derude, så vi laver en high fives zone, og det glæder jeg mig til at se”.

Hvad bringer fremtiden? 

“Det har jeg ikke gjort op eller tænkt over. Jeg laver noget rigtig sjovt, og jeg kan lide det. Events er lige mig. Det eneste, som er sikkert, er at jeg kommer ikke tilbage til Folkeskolen, hvor jeg nåede at være lærer i små femten år. Der sker også nogle ændringer, som gør arbejdsvilkårene anderledes for de danske lærere.

Mads Stryhn

48 år

Født og opvokset i Fredericia

Direktør for Lillebælt Halvmarathon

Uddannet lærer på Jelling Seminarium

Har også en uddannelse som zoneterapeut

Han har altid løbet

Bor sammen med kæreste og tre børn