Det kunne blive det nye latinerkvarter i Fredericia, på det ene hjørne ligger cafe Mums, ny restaureret i oprindelig facon der er Nyhavn værdig, på det andet hjørne længere nede af Oldenborggade ligger butikken ART of JUNK. Desværre er resten af området slidt helt i bund, men mon ikke den positive udvikling får dette område til at blomstre.

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

Når vi taler om at blomstre, så kan vi starte med Art of Junk og i særdeleshed Majse, eller Majbritt Bech som hendes borgerlige navn er, når jeg driller hende, siger jeg, “hun kunne være med i Pirates Of The Caribbean”, fordi hun rummer mystik og fjerne himmelstrøg.

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

Men hun er pæredansk, nogle dage har hun klædt sig som om hun er vågnet på en øde ø og lige taget de pjalter af tøj der er skyllet op på, men hun får tingene til at passe sammen.

Det er det samme med den lille butik, der er masser af små ting og fund, noget bliver solgt som det er fundet, men Majse kan næsten ikke lade være med at sætte sine egne præg på tingene. Jeg har selv været så heldig at dele atelier med Majse i flere år, så jeg har fulgt hendes udvikling, og nu er hun også begyndt at lave tøj der skal sælges.

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

Majse er en af dem, hvor man siger, hun er i kontakt med hendes indre barn, ofte er det bare et ordsprog, men det passer godt på Majse, og i særdeleshed Art of Junk. Alt der er i butikken er noget Majse kan lide, ellers er det der ikke, og skulle noget være populært eller specielt hipt, finder det ikke plads til hylderne alene på den bekostning. Det er den selektion fra Majse, der gør Art Of Junk unik, og der kan du finde ting, du ikke finder andre steder.

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

Art Of Junk finder du på hjørnet ved Oldenborggade 8.

Det var noget af en udfordring at tage springet og åbne op i den fysiske butik, før havde Majse et baghus i Fredericia, men nu er det alvor, fuldtid og faste åbningstider.

Nogle dage kunne der godt være mere gang i butikken, men andre gange rammer Majse et produkt eller laver et design, der er en topsælger. Men pludselig er der jo ikke mere af det, da næsten alt ved Majse er individuelt udvalgt.

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

Majse er egentlig uddannet pædagog, men jeg har på egen hånd set hendes udvikling gennem billedkunst, til at blive butiksejer og bibeholde sin kreativitet, så man selv skaber sit varelager. Så mine associationer om at Majse kunne være med i Pirates Of The Caribbean, holder måske stik, hun går sine egne veje, og kæmper gerne for at nå sit mål.

Foto: Thomas Lægaard – Fredericia Avisen

Man ved ikke helt hvad fremtiden bringer, men jeg er sikker på at Majse følger med vinden når den blæser, og helst i modsat retning.

Art Of Junk er en af Fredericias små perler, hvor du finder noget, du ikke finder andre steder. Majse er en original du ikke glemmer, eller ikke har stødt på endnu.