Forside Erhverv Mobilhouse i Fredericia opfører 5000 m2 kontor-, produktion- og lagerfaciliteter

Mobilhouse i Fredericia opfører 5000 m2 kontor-, produktion- og lagerfaciliteter

DEL
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen

Regnen banker ned over min bilrude, da jeg parkerer ved en af Mobilhouse’ bygninger. Per Mikkelsen kommer kørende og samler mig op. Vi skal ud på en lille køretur, siger han, uden at ville afsløre, hvad jeg skal se. Efter 10 minutter er vi fremme ved destinationen, hvor en gigantisk maskinpark og arbejdsmænd er i gang med at ændre et tidligere tilgroet område i Snoghøj til et nyt 5000 m2 kontor, produktion og lagerområde. Det sker på en grund på i alt 30.000 m2. Lagerbygningen bliver 10 meter høj og produktionslokalerne lidt højere, da de skal huse to fem tons kraner.

Vi kører ind på pladsen, hvor der allerede er lagt mange fliser. Vi sidder og ser på at stenene bliver lagt. Per Mikkelsen glæder sig. ”Det her bliver godt. Det var jomfruelig jord for kort tid siden. Jeg kan lide at se, at der nu skyder noget op. Det giver muligheder. Vi bygger selv, og hyrer folk ind til de forskellige opgaver. Vi skal være klar med de nye faciliteter den 1. december. Det når vi, se bare hvor langt vi er nået på fem uger,” siger Per Mikkelsen og fortsætter:

”Sidste år solgte vi vores faciliteter i Hjallerup. Vi har sidenhen fået leveret ad hoc fra lagre rundt om i Danmark. Nu samler vi det hele i Fredericia. Der bliver en god investering, det her. Jeg er stolt af, at vi kan rykke det hele hertil.”

10 lastbiler har kørt med jord, gummigedene har danset over området, der er blevet tromlet og gravet på livet løs. Prins Georgs Kvarter bliver adressen for den nye lageradresse, der også kommer til at huse en anden fredericiansk virksomhed.

Eksempler på indretning af en studiebolig.

Det startede i 1961

Historien om Mobilhouse går tilbage til 1961, hvor Per Mikkelsens far, Hans Mikkelsen bygger den første skurvogn i det tidligere snedkeri på Ydunsvej i Fredericia. Det var et resultat af, at det første skurvognsregulativ blev introduceret. Det var også her, at Hans Mikkelsen startede sin produktion af skurvogne og stiftede det firma, som i dag hedder Mobilhouse. I 1990 overtog Per Mikkelsen virksomheden fra sine forældre, herefter gik det stærkt med udvidelserne af virksomheden, fordi efterspørgslen steg og fordi skurvogne blev bedre, større og mere komfortable. I 2001 flyttede Mobilhouse til det nye industriområde i Taulov på Amerikavej 1, og i 2005 blev der etableret en afdeling i Køge. Også en polsk letvognsfabrik bliver en del af koncernen. I 2013 skifter Fredericia Skurvogne navn til Mobilhouse, da en transformering, virksomheden havde gennemgået fra at være ren skurvognsproducent til byggebranchen til at producere, sælge og udleje mange forskellige typer flytbare enheder, der bruges til kontorer, institutioner, undervisning, genhusning og studieboliger.

Ny planlov giver nye muligheder

For godt to år siden ændrede Folketinget planloven, så loven åbnede for midlertidig bebyggelse. Det fik Per Mikkelsen og Mobilhouse til at tænke i studieboliger. Ændringen gjorde, at det var tilladt at indrette studieboliger på midlertidige områder, som det tidligere ikke var tilladt at bygge på. For 15 måneder siden, sad Per Mikkelsen i Kalundborg og hørte om muligheden for at bygge modulære studieboliger til de kommende studerende på den universitetsuddannelse, som byen havde fået. Resultatet var 16 studieboliger. I uge 38 er det Viborgs tur til at få 28 studieboliger fra Mobilhouse i Fredericia. Regeringen har foreløbig udarbejdet en ny planlov, der giver mulighed for midlertidige boliger i 10 år.

”Det betyder meget for vores virksomhed, og vi skal ud at besøge en masse kommuner og virksomheder, for at præsentere dem for vores produkter, der kan afhjælpe den store mangel på studieboliger landet rundt”, fortæller Per Mikkelsen.

Benny Møller, Adm. Direktør Mobilhouse
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen

Vi er kørt til kontoret på Amerikavej, hvor Per Mikkelsen skal holde et nyt møde. Jeg bliver derfor introduceret for den nye direktør i selskabet, Benny Møller, der siden 1. februar har administreret den fredericianske virksomhed. Benny og jeg går en tur ud på pladsen for at se studieboligerne og genhusningsboliger. Det er et imponerende syn, hvad indretningsarkitekterne får ud af 21,6 m2.

”Boligerne løser ikke bare et behov, de er også pæne og rare at bo i, siger Benny Møller. ”År efter år kommer studerende hjem fra ferie, åbner brevet, hvor de overraskes over, at de er kommet ind på drømmestudiet. Lykken er stor, men bliver lidt mindre, når de kort tid efter opdager, at det er umuligt at finde et sted at bo. Det kan vi nu løse med vores produkter,” fortæller Benny.

Vi går tilbage til kontoret og bliver enige om at mødes igen, når byggeriet er lidt længere fremme. Der venter nogle spændende år for den fredericianske virksomhed.

Studieboliger opført af Mobilhouse i Kalundborg.

Mobilhouse beskæftiger i dag godt 45 mennesker i koncernen, men har samtidig et stort korps af vikarer, der arbejder på løbende opgaver. Der produceres for 130 millioner om året.

DEL