Tre mobile Coronatestenheder kommer hen til Fredericia Gymnasium imorgen som følge af Coronasituationen på Fredericia Gymnasium, hvor der i skrivende stund er 16 smittede elever og en lærer.

Torsdag valgte Fredericia Gymnasium at sende hele 2. årgang hjem til virtuel undervisning frem til fredag d. 25. september. Den udmelding kom efter, at ti elever var blevet smittet på 2. årgang.

Fredag formiddag har AVISEN talt med rektor på Fredericia Gymnasium, Poul Erik Madsen, der oplyser, at der er 16 smittede elever og en smittet lærer.

»Hovedparten af de smittede er fra samme klasse. De øvrige er nogen, der har været sammen med dem på den ene eller anden måde. Det gælder også læreren, der havde kørt nogen til Coronatest, og det viste sig så, at den ene var blevet smittet,« siger Poul Erik Madsen.

AVISEN er blevet kontaktet af flere forældre til elever, der oplyser, at deres børn har været til madarrangement på Fredericia Gymnasium efter skoletid. Det bekræfter rektor Poul Erik Madsen.

»Den ene klasse har været sammen på skolen til et aftenarrangement, hvilket er afholdt indenfor de udstedte regler. Det vil vi fortsat give tilladelse til. Der er ikke tale om en fest, men et arrangement, som vi kalder en aften alene på skolen med deres lærere. Det er indenfor de rammer, som vi arbejder med. Så længe, at der er tale om en klasse, der er samme enhed, så er det fint. Det er derfor enheder, der dagligt sidder tæt i klassen og spiser sammen, og derfor må de også være på skolen sammen,« siger Poul Erik Madsen.

Torsdag fortalte rektor, at han håbede at få mobile testenheder hen til Fredericia Gymnasium, og hans ønske er blevet hørt, da der lørdag kommer tre testenheder i tidsrummet 09:00 – 17:00.

»Målet er, at skulle der på skolen være smittedespredere, som ikke ved det, så håber vi at kunne opfange det . Indtil videre har vi ikke haft nogen, der ikke kan adressereres. Hvis der er noget positivt ved situationen er det, at det er indenfor samme gruppe, at der har været smittede og det derfor kan spores tilbage til samme enhed,« siger Poul Erik Madsen.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer