Der mangler viden om resultaterne af kommunernes indsats overfor de syge. Hvem analyserer, vurderer og dokumenterer kvalitet, effektivitet og resultat af kommunernes såkaldte helhedsorienterede indsatser for de sygemeldte borgere?

Der er mange sygemeldte i Danmark, alt for mange. Det kunne være langt færre, men politikerne og kommunerne har desværre valgt en forkert strategi til at ”hjælpe” de sygemeldte tilbage i arbejde igen. Uden dokumentation for strategiens effektivitet har politikerne og kommunerne valgt at ”hjælpe” de sygemeldte tilbage til arbejde ved at kalde de syge for raske og ved at straffe dem økonomisk.

Når den sygemeldte har afsluttet den lægelige behandling, uden dog at være blevet rask, skal vedkommendes arbejdsevne afprøves. Kommunen skal finde det job og det timetal, som den syge kan klare. Den syge skal afprøves. Afprøvning er i sig selv et spørgsmål om at finde grænsen for, hvad den syge kan tåle, og det afgør man ved at registrere, hvornår vedkommende bukker under i forløbet.

Det sker alt for tit, at den syge ikke kan honorere det job, som kommunen foreslår, den sygemeldte knækker nemlig ofte inden vedkommende har fuldført den planlagte afprøvning. Den sygemeldte bukker under fysisk, fordi fysiske skånebehov ikke respekteres i arbejdsprøvningen. Den sygemeldte bukker under mentalt, fordi de kommunalt ansatte udøver psykologisk vold mod den sygemeldte.

Midlet er mistillid – ”jeg tror ikke på dig, før jeg har set dig bukke under”. Den syge mødes igen og igen med direkte mistillid i form af sagsbehandlerens nedsættende bemærkninger som: ”Du ser ikke syg ud, det kan ikke passe, du ikke kan arbejde”. Eller: ”Jeg har en søster med samme sygdom som dig, og hun kan da sagtens arbejde”. Der anvendes indirekte mistillid med ironiske undertoner og samtaler, som lover ”hjælp” til den syge, som skal ”støttes” til at komme i arbejde. Og da det sker igen og igen gennem lang tid, bliver den syge nedbrudt og får psykiske traumer, Post Traumatisk Stress Syndrom (PTSD) med i købet oven i de oprindelige helbredsproblemer, som var årsag til sygemeldingen.

Ingen kan måle graden af smerter. Ingen kan måle graden af de lidelser, som den sygemeldte udsættes for i et langt forløb, hvor indsatsen primært består af mistillid. Desuden er det næsten umuligt at fastslå årsagen til den sygemeldtes sammenbrud. Kommunens medarbejdere kan uden problemer vælge at ”vurdere” og skrive sort på hvidt, at de problemer, som den sygemeldte grædende og skræmt giver udtryk for, er relateret til enten psykiske problemer, ondt i livet eller lignende, som placerer ansvaret for den sygemeldtes sammenbrud hos den sygemeldte selv – men fuldstændigt frikender kommunens traumatiserende behandling af den sygemeldte.

Kommunerne har frit spil, de kan skalte og valte med de sygemeldtes liv, som det passer dem. Og de gør det!

Flere og flere syge mennesker bliver udsat for en raskmelding, der er foretaget af sociale medarbejdere, på trods af, at flere læger har vurderet den sygemeldte syg. Kommunale sagsbehandlere, koordinatorer m.m. opfører sig som mirakelmagere og kvaksalvere, der – vupti – på falsk grundlag kan gøre alvorligt syge mennesker – til raske borgere.
Jeg har været bisidder mange gange og fulgt en del sygemeldte i årevis gennem systemet. Det er himmelråbende forkert, det der sker. De syge BLIVER ikke mere raske af disse nedbrydende metoder, som kommunerne anvender. De bliver tværtimod endnu mere syge.

En kommunal beslutning om at halvere antallet af tilkendte nye førtidspensioner vil ikke give de syge et bedre helbred. Analyser af sociale tiltag bør være fri for ”kreative” regnestykker, lad os være enige om det.
Jeg er ikke i tvivl om, at mange sygemeldte vil kunne få et bedre helbred og komme i arbejde igen. Men det kræver, at vi erkender, at syge ikke bliver raske af sociale tiltag, slet ikke når de bygger på mistillid og økonomisk straf. Vi skal derimod vende blikket mod de mange forældede lægelige undersøgelses- og behandlingsmetoder, hvoraf mange trænger til omfattende ændringer. Både de syge og kommunernes budgetter ville få det meget bedre, hvis man focuserede mere på dette.

28, maj 2015 skrev forsker ved Center for Arbejdsmarkedsforskning, Aalborg Universitet, Iben Nørup, i Informations kronik, Arbejde er ikke vejen til lykken, følgende: ”Betragter man særskilt de personer, der er meget begrænsede af helbredsmæssige problemer, sygdomme eller handicaps, peger resultaterne på, at presset for at præstere på arbejdsmarkedet får ganske omfattende og negative konsekvenser for trivsel, stressniveau og socialt liv.”

Politikernes og kommunernes strategi for de sygemeldte bygger på ren ønsketænkning.

Læserbrev af Anette Ulstrup, formand, Patientforeningen Danmark
Postboks 1238
5100 Odense C
41608587
info@patientforeningen-danmark.dk