En patrulje fik tirsdag kl. 19.33 mistanke til, at to mænd var i gang med at handle stoffer på Janus La Cours Gade i Aarhus C. Da patruljen steg ud og tog kontakt til mændene, kastede den ene sin cykel, som han stod med, mod den ene betjent, der blev ramt på skinnebenet. Herefter stak begge mænd af til fods.

Det lykkedes den ene at stikke af, mens en 26-årig mand blev anholdt på Vester Allé, blandt andet efter hjælp fra en borger, der pegede betjentene i rette retning under eftersættelsen.

Den 26-årige havde undervejs smidt den taske, han havde haft på, da betjentene havde fået øje på ham. Tasken fandt patruljen efter en gennemgang af flugtruten, og i den lå flere poser med hash og skunk og nogle tusinde kroner i kontanter.

Fundet fik politiet til at foretage en ransagning af mandens lejlighed i Aarhus. Her lå der en del salgsposer med hash og skunk, flere tusinde kroner i kontanter og en digitalvægt.

Den 26-årige blev sigtet for salg af euforiserende stoffer, og derudover blev han sigtet for vold mod en polititjenestemand.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her