FC Fredericia skulle onsdag aften forsøge at spille sig videre til Sydbank Pokalens 4. runde. Missionen lykkedes, da Avarta blev besejret 2-4.

FC Fredericia var tidligt onsdag aften på den københavnske vestegn, hvor Rødovre-klubben Avarta ventede i 3. runde af Sydbank Pokalen.

Avarta er på sjettepladsen i 2. division pulje 1, og der ventede derfor et opgør, hvor FC Fredericia på forhånd var udpeget som favoritter, ligesom det var tilfældet i 1. og 2. runde, hvor FC mødte lavererangerende modstandere i Hatting-Torsted og Brabrand.

Cheftræner Jonas Dal havde på forhånd varslet, at han ville rotere i startopstillingen, og det holdt stik, da startopstillingen var følgende:

Andreas Raahauge
Jacob Buus – Erik Nissen – Lukas Enevoldsen – Henry “Uzo”
Mathias Gertsen – Mathias Nygaard
Martin Mikkelsen – Kristian Kirkegaard – Nikolaj Kirk
Victor Ezekiel

Dermed var der spilletid til de spilletid til Andreas Raahauge, Enevoldsen, “Uzo”, Kirk, Nygaard og Ezekiel, der ikke får kontinuerlig spilletid på FC Fredericias NordicBet Liga-mandskab.

Fra start lagde FC Fredericia et pres på Avarta, der til gengæld forsøgte at lure på kontrachancer, som var noget af det Jonas Dal også havde fremhævet i optakten.

Det store FC-pres medførte, at Dals tropper allerede efter 12 minutter var noteret for tre hjørnespark, som dog ikke i første omgang gav udbytte for de fredericianske gæster.

Presset fortsatte som første halvleg skred frem, og der kom hul på bylden efter 27 minutter, hvor den energiske højre back Jacob Buus kom på måltavlen og bragte FC Fredericia foran 0-1.

Bedst som det lignede, at FC Fredericia havde styr på kampen slog Avarta til og udlignede efter 38 minutter, da Magnus Kock Nielsen udlignede, men FC fortsatte ufortrødent og med tre minutter tilbage af første halvleg kom scoringen til 1-2, og igen var målscoreren Jacob Buus.

Glæden varede kort. I første halvlegs sidste minut slog Avarta til og fik udlignet igen. Denne gang var målscoreren Steffen Andersen, og dermed var pausestillingen 2-2, efter FC Fredericia ellers havde domineret første halvleg.

Fra anden halvlegs start blev FC Fredericia ved at belejre Avartas målfelt, og det gav bonus efter 54 minutter, da Kristian Kirkegaard fandt vejen til netmaskerne og bragte FC Fredericia på 2-3.

Føringen til trods fortsatte FC ufortrødent med at presse på for det fjerde mål, og det kom med ni minutter igen, da nigerianske Victor Ezekiel scorede sit første mål i FC Fredericia-trøjen, da han scorede til 2-4.

Avarta forsøgte i slutningen af kampen at få spændingen tilbage i opgaven, men reduceringen udeblev og dermed er FC Fredericia klar til 4. runde i Sydbank Pokalen.

https://www.facebook.com/events/2400413516865985/