Fredag var Boligminister Kaare Dybvad på besøg i Fredericia. Først besøgte han Holbergshaven, der har store udfordringer med skimmelsvamp – og derfra tog han ned i Kanalbyen for at se på ContainerLiving og fremtidens byudvikling.

Der var samling foran Viceværtens kontor i Holbergshaven. Næsten på slaget rullede den flotte Audi ministerbil ind på p-pladsen, og ud kom en smilende Boligminister. Efter pænt at have hilst på alle – før hans chef, Statsminister Mette Frederiksen, anbefalede at passe ekstra meget på – med et fast håndtryk kunne Direktør i Boligkontoret Fredericia, Finn Muus, byde velkommen og fortælle lidt om hvad ministeren skulle se på rundturen i Holbergshaven.

“Vi har heldigvis fortsat vores projektering selvom vi ikke have godkendelsen, fordi vi simpelthen ikke kunne vente mere. Vi har konstateret at der er vand under gulvene. Vi har også fået rotter. Så vi har tomme boliger, vi er begyndt at genhuse”, forklarede Muus blandt andet.

På turen rundt kunne Boligminister Kaare Dybvad ved selvsyn se hvordan det står til. Den ene lejlighed var hårdt ramt, her bulede gulvet som en anden hoppepude, og skimmelsvampen var tydelig både at lugte og se. Turen gik videre til en lidt mindre ramt lejlighed, men stadig en lejlighed hvor der var stort behov for renovering.

Sidste stop i Holbergshaven var hos nogle af de beboere, der fortsat kan bo i deres lejlighed – men de ser frem til en renovering. Det er Jimmy og Helle Viborg Andersen der inviterede ministeren på besøg i deres hjem. Jimmy er desuden formand for Beboerforeningen, så han kunne fortælle meget om både tilstanden i afdelingen, men også om de drømme beboerne har – og så slog han fast, at han og Helle har tænkt sig at blive boende, for “det er et dejligt område tæt på alting”.

Efter besøget havde Fredericia AVISEN lejlighed til at tale med Direktør i Boligkontoret Fredericia, Finn Muus, om ministerbesøget.

“Jeg håber, at besøget i Fredericia er afledt af de forhandlinger der nu går i gang i Folketinget omkring et nyt boligforlig, herunder de midler der skal afsættes i Landsbyggefonden til at renovere. Jeg synes det har været fantastisk, at han har villet bruge sin tid på at komme på besøg her. Holbergshaven har stået i kø i et par år i forhold til at kunne komme i gang”, siger Muus til Fredericia AVISEN.

“Der er 84 lejemål herude, der alle skal renoveres. Det her var bare nogle eksempler på nogle af de lejligheder der står tomme. De viser de problemer vi har med vand under gulvene der giver opstigende fugt og deraf også skimmelsvamp”, fortæller Muus.

“Det er en måde at få sat sit aftryk. Der kommer noget større opmærksomhed når Ministeren kigger forbi et boligområde som vores. Så det er vi rigtig glade for”, lyder det afslutningsvist.

(Foto: Matthias Runge Madsen / Fredericia AVISEN)

Fra sit besøg i Holbergshaven trillede den flotte Audi ned i Kanalbyen, hvor Projektdirektør i Kanalbyen, Tim Erling Halvorsen, sammen med administrerende direktør i Container Living, Brian Gade, bød på kaffe og et blik ind i Kanalbyen og Container Livings universer.

Brian Gade fortalte om den besværlige lovgivning på området for transportable midlertidige boliger, hvor man blandt andet i Norge har en anden lovgivning, der gør det langt lettere. Ministeren lyttede interesseret, og kunne sagtens se potentialet i både de midlertidige studieboliger, men også i at undersøge hvordan lovgivningen er skruet sammen. Tim Erling Halvorsen fik fortalt om tankerne bag hele Kanalbyen, og her spurgte Ministeren nysgerrigt ind til alt fra infrastruktur til blandingen af alment og privat byggeri.

Din dag startede i Holbergshaven, kan du sætte lidt ord på det besøg?

“Det er et fantastisk godt alment byggeri, der desværre er bygget i en periode, hvor man havde problemer med at lave husene på en måde, så der ikke kom fugt ind i dem. Der var altså skimmelsvamp i dem. Det er noget af det vi sidder på Christiansborg og diskuterer i øjeblikket. Hvordan sørger vi for, at vi får afsat nok milliarder til, at alle de almene boliger vi har rundt om i landet kan være i en ordentlig stand, så man ikke skal bo i en bolig med skimmelsvamp – hverken her i Fredericia eller andre steder i landet”, siger Kaare Dybvad til Fredericia AVISEN.

Kan det overhovedet betale sig at renovere?

“Det er en diskussion man skal have i boligafdelingen og sammen med boligkontoret her i Fredericia. Hvordan synes man det er bedst at gøre det? Er det sådan, at det ligeså godt kan bygge noget nyt, så er det jo en åben mulighed, som jeg synes man skal kunne beslutte selv. Men det er jo heller ikke noget jeg som minister skal bestemme, det er jo de lokale beboere der skal bestemme det”, lød det fra Boligministeren.

Der blev hernede i Kanalbyen talt lidt om en norsk model for lovgivning. Hvordan ser du på det?

“Det er klart, at det ikke er noget vi har arbejdet så meget med tidligere det her med at lave midlertidige boliger, så der er jo barriere rundt omkring. Vi prøver på fra regeringens side at sørge for, at man kan have den her type af midlertidige studieboliger især, der så ligger på områder der ellers skal bebygges på et senere tidspunkt. Så kan de ligge der i en 10-års tid – og så er det målet at de skal kunne flyttes videre. Så er der nogle ting hvor det knaser lidt i forhold til vores lovgivning, men vi forsøger at få det op, hvis det kan lade sig gøre”, forklarer Kaare Dybvad.

Her i Kanalbyen hørte du blandt andet om en kombination af privat og alment byggeri. Hvad betyder det egentlig for samfundet?

“Det er fantastisk vigtigt, at man møder folk der er anderledes end en selv. Sådan så når man starter i den lokale folkeskole og starter til fodbold, så er der børn som er anderledes både på sociale og etniske ting. Det tror jeg er helt afgørende, for det er det der gør, at man forstår andres problemer og andre liv. Jeg tror at mange af de børn der kommer med problemer hjemmefra, der får bedre muligheder af at gå sammen med den ‘almindelige’ gruppe af børn. Det synes jeg er enormt vigtigt, og godt at Fredericia Kommune også prioriterer det her i dette område”, lyder det afslutningsvist fra Boligminister Kaare Dybvad.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer