I træsko med slæbende skridt og altid med et smil på læben, sådan husker jeg Kim, på vej i marken hos gartner Frederiksen i Egeskov. Gartneren med de 2.5 tdr. land i Egeskov Mark, var både Kims og min bedstefar og Kim var min fætter.

Kim blev født i Sdr. Voldgade i Fredericia lige imellem Godsbanegården, Superfos og havnen ud til Lillebælt og her levede han til vindens susen, Lillebælts bølger og mågernes hæse skrig, hele livet.

Kim var smed, uddannet på Fredericia Skibsværft, han arbejdede som “gummimand” på Kemira, hvorved han sikrede at transportbåndene i gødningsindustrien rullede og ikke mindst var han havnearbejder og et aktiv for havnearbejderne igennem fagbevægelsen.

Kim var en arbejdsmand og arbejdernes mand, der stillede sig solidarisk ved siden af, gik bag ved og forrest for et solidarisk samfund. Kim var en vennernes ven, lidt forsigtig, følsom, måske genert og meget svær at komme i konflikt med og alligevel med sine meningers mod.

På trods af et meget følsomt væsen, eller måske netop på denne baggrund, mærkede Kim uretfærdighed tidligt i livet, hvilket utvivlsomt plantede solidaritetens følelser og kraft i ham. Kim kunne stoppe et skib i havnen hvis ikke løn eller arbejdsforhold var i orden. Han vidste præcis hvordan man fik stoppet skibet og han og kammeraterne var ikke bange for den nødvendige konflikt til gavn for de undertrykte.

Havet trak i Kim her boltrede han sig med fiskeri, dykning og kapsejlads. Både i form af arbejdets gang i marken hos bedstefar og ved legen på vandet var Kim mig, i min barndom, en “mesterlærer” som jeg så op til og brugte god tid sammen med. Man var tryg og rolig i hans selskab.

Han lærte mig hvordan man pilker en torsk fra en jolle, men også hvordan man færdes og roer på Lillebælt i en lille træjolle. Det var spændende og vi talte om at sejle ud på de store have, om ikke andet så til Bogense, så vi kunne slippe for de gamle.

Og jeg så på ham, når han med min onkel Gert og min bedstefar arbejdede høstende hvidkål, rosenkål og grønkål i marken, imens jeg fulgte og forsøgte at udfylde deres dybe fodspor i den fede lerjord med mine små træsko. Og arbejde det kunne han – han var det som vi kalder for en “knokler” og utvivlsomt har han taget hans tørn i livet, folk der havde behov for praktisk hjælp, er aldrig gået forgæves til Kim.

Senere var vi sammen om at ryge Grøn Look og drikke æblesnaps i Erritsø. I mine sene ungdomsår mødtes vi indimellem på “gravens rand” Allter, der ligger på randen af krigergraven ved Trinitatis kirke i Fredericia, Kims stamværtshus, eller dagligstue som han kaldte det.

“Intet kan ælde som dette, at gamle kammerater dør.

De var en del af vor verden, som aldrig kan blive som før.

Ansigter, smilene, hænder. Et øjebliks blivende værd.

Ordenes sliddets og handlings styrke til os, der stod nær.

De der er borte, vil leve i alt det de gav om vi vil.

Lad det, der var da forandres af det de gav kræfterne til”. (Carl Scharnberg)

Kim Østerlund Dyhr, født Nielsen, er død, han blev 58 år og blev ramt af cancer.

Til foråret når solen kommer vil min ældste fætter blive forenet med hans elskede Lillebælt.

Æret være Kims minde ❤️ 

Jesper Larsen

Heibergsgade 27 st. 1 – tv.

8000 Aarhus C