I begyndelsen af næste år får 750 lærere og pædagoger i Trekantområdet mulighed for at dygtiggøre sig i forhold til folkeskolereformens nye fælles mål omkring innovation og entreprenørskab i skolen. Det giver nemlig meget engagerede elever med appetit på fremtiden, når de i skolen bliver medudviklere af nye tiltag og produkter i samspil med virksomheder og lokalsamfund.

Skolerne i Trekantområdet har danmarksrekorden, når det kommer til undervisning i entreprenørskab. Over halvdelen af områdets grundskoler havde entreprenørskabs-undervisning sidste skoleår. Og der er gode chancer for, at det tal bliver endnu højere i fremtiden.

A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal har nemlig netop bevilliget 1,4 millioner kroner til projektet ”Kreative og innovative læringsmiljøer fra indskoling til udskoling”, der skal klæde 750 af områdets folkeskolelærere og pædagoger bedre på til at skabe entreprenante undervisningsforløb. Herunder en større gruppe lærere, pædagoger og ledere fra grundskolerne i Fredericia .

– Det er utrolig positivt, at vi nu får mulighed for at blive endnu bedre til at styrke børn og unges kreative og innovative kompetencer i tæt samspil med de forskellige fag i skolen. Det er til gavn for samfundsudviklingen, og det styrker i høj grad elevernes læringslyst, siger formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget i Fredericia kommune Susanne Eilersen.

Fanger eleverne
Projektet er et led i et samarbejde mellem Trekantområdet Danmark samt børn og unge forvaltningerne i Fredericia og de fem øvrige Trekantkommuner om netop at fremme entreprenørskabsundervisningen i grundskolen. Samarbejdet har kørt de sidste to år og har tidligere resulteret i initiativer som læringsdage, et idekatalog og et intensivt kursus for 25 lærere.

Folkeskolelærer Nadia Kaufmann Iversen fra Erritsø Fællesskole afd. Højmose var en af de 25 lærere, der deltog i sidste uddannelsesforløb, og hun er slet ikke i tvivl om, at kurset har haft stor effekt – både for hende og hendes elever.

– Jeg har fået en masse værktøjer, som gør, at jeg er blevet meget bedre til at skabe en rød tråd i entreprenante forløb. Og det er vigtigt for mig, for jeg kan se, at eleverne får rigtig meget ud af sådanne forløb. De er meget mere engagerede og ansvarsfulde, fordi de i højere grad oplever, at det er en opgave, de stiller sig selv – ikke en opgave, jeg stiller dem,” siger Nadia Kaufmann Iversen, der senest har kørt et forfatterforløb, hvor hendes elever skulle opfinde bøger, de selv havde lyst til at låne på biblioteket.

De 750 lærere og pædagoger får i første omgang tilbud om at deltage på et éndags innovationskursus i Spinderihallerne i Vejle i foråret 2016.