Cigaretskod, chipsposer og slikpapir er blandt trofæerne, når skolelever fremover drager på safari i det lokale vildnis for at finde og indsamle skrald.

SkraldeSafari er udviklet af Det Nationale Plastikcenter i Miljøstyrelsen, og målgruppen er folkeskolernes indskoling – og mellemtrin. Formålet er, at gøre børn klogere på, hvorfor affald i naturen er et problem.

– Naturen skal være natur – ikke skraldespand. Henkastede plastikposer, slikpapir og tomme dåser skader dyrene og forurener vores miljø. Affald hører ikke til i naturen, og fremtidens generationer kan være med til at gøre en stor forskel. Med det nye koncept ”SkraldeSafari” kan børn og unge blive klogere på, hvorfor affald i naturen er et problem samtidigt med, at det er sjovt, siger miljøminister Lea Wermelin.

Leg, læring og undervisningsmateriale
SkraldeSafari-konceptet rummer både leg, læring og konkret vejledning til at indsamle affald, og det er lige til at gå til som undervisningsmateriale for lærere eller til en fælles aktivitet for frivillige foreninger.

Ved at engagere børn og unge i affaldsindsamlinger får de en tidlig og udvidet opmærksomhed på affald, samt et positivt engagement i affaldshåndtering.

– Vi ved, at børn og unge generelt er optaget af affald i naturen, og at de også ser problemerne i deres egne lokalområder. Men som mange af os andre, skal de lige have et skub for også at gøre noget ved det. Får de det i f.eks. skolen eller foreningsregi, så tyder meget på, at de er mere tilbøjelige til at deltage i flere affaldsindsamlinger, siger Niels Holm Jensen, post.doc., adfærdsforsker, Aarhus Universitet.

Skoler er glade
Lærer Mikkel Riisbjerg Thomasen og pædagog Michael Svane fra Vibeskolen afd. Aunslev, som har været med til at teste konceptet, mener det har været en fantastisk lejlighed til netop at få fremelsket den bæredygtige kultur hos eleverne. De siger blandt andet:

– Elever og forældre har fra start vist stort engagement, initiativ og ikke mindst begejstring for at tage del i projektet. Glæden ved at gøre en forskel har været tydelig at mærke på børnene, der gladeligt har fortalt om, hvordan de holder naturen ren i fritiden, får sorteret og talt med deres forældre om rigtigt og forkert, når det kommer til håndtering affald.

Alle materialerne til SkraldeSafari er klar til at tage i brug med det samme og består af:

  • Invitation til børnene/de unge
  • Information til forældrene
  • Fremgangsmåde og huskeliste
  • Uddelingsark til selve affaldsindsamlingen
  • Tidslinje-plakat (A3)
  • Læringsmateriale.

Skriv en kommentar