Jakob Mikkelsen var i godt humør efter FHKs sejr på 26-36 på udebane mod Ajax København, hvor venstrehåndsspilleren formåede at blive mandsopdækket i sit comeback.

Mikkelsen forsøgte at gøre comeback mod Frederikshavn, men var tydeligvis ikke klar. Derfor blev det først til et comeback på 1. divisionsniveau i kampen mod Ajax.

“Det var rigtig dejligt. Jeg forsøgte at spille med mod Frederikshavn, men der var jeg ikke rigtig klar,” siger Mikkelsen til Fredericia AVISEN.

Da venstrehåndsskytten kanonerede det første mål ind var jublen stor. Hele bænken var oppe at markere med knyttede næver.

“Det var skønt at få skulderen i gang, det har den nærmest ikke været siden jul, så det er mange kampe siden. Det var dejligt at få vist det i kamp, efter jeg har vist det til træning, så er det også dejligt at vise det i kamp,” fortæller Jakob Mikkelsen, der fortæller, at han ikke er langt fra topformen:

“Ikke så langt, jeg skal lige helt i form. Nu er sæsonen snart slut, men det er godt med henblik på næste sæson, at jeg er på vej tilbage.”

I den seneste tid har Mikkelsen været benyttet på 2. divisionsholdet, hvor han har dækket op for at styrke sit forsvarsspil.

“Det har været sjovt. Det har været fint at hjælpe Lasse Folkmann (2. divisionsholdets træner, red.) i nogle vigtige kampe. Vi skal have et hold i 1. og 2. division, så det var fint at bidrage der,” forklarer Mikkelsen

I alt nåede Jakob Mikkelsen op på tre mål, men lidt bemærkelsesværdigt blev det til en del assists for ham. En disciplin, som han ikke plejer at gøre sig i.

“De begyndte at mandsopdække mig og alt muligt. Jeg ved ikke, om de troede jeg var Young eller hvad de tænkte på, men så var der plads til de andre, så det var dejligt at få puttet det på mit spil. Det har jeg også trænet på,” udtaler Jakob Mikkelsen.

På fredag venter næste opgør for FHK, og det er et specielt et af slagsen, da Aalborg Håndbold venter i pokalturneringen.

“Der er ingen tvivl om, at det blive fedt at spille mod de danske mestre. Jeg tror hallen bliver fyldt, og jeg tror Ultras er klar,” lyder ordene fra Jakob Mikkelsen.