Cheftræner for FHKs 1. divisionsdamer Mikael Jensen stopper i FHK efter eget ønsket. FHK er skuffet over beslutningen, men tager den til efterretning og er i gang med at finde en erstatning for træneren.

”Mikael fortalte i starten af ugen, at han ikke vil leve op til sin aftale med FHK. Det er vi kede af og skuffede over. Omvendt så er vi glade for det arbejde, som Mikael Jensen har udført i klubben, samt de resultater han og holdet har skabt. Vi ønsker ham held og lykke,” fortæller Dameudvalgsformand Kenneth Schlaikjær fra FHK og fortsætter:

”Vi er gået i gang med at finde en fuldblodserstatning og forventer snart at kunne præsentere en ny træner. Vi har gode emner på hånden, og jeg er sikker på, at vi finder en god løsning til vores gode og ambitiøse spillere.”

”Jeg har været glad for at være i Fredericia. Jeg har fået frie tøjler til at gøre, som jeg ville, og prøve mine metoder af, men jeg er kommet frem til, at jeg skulle gå for meget med kompromis med flere ting, både med håndbold og livet ved siden af. Jeg vil derfor samle kræfterne om min familie, nyde den ekstra fritid og se frem til en god sommerferie. Det har været sjovt at træne FHK. Jeg har haft fire rigtige gode år. Jeg er super tilfreds med vores resultater. Jeg har haft nogle dygtige spillere på holdet, men alting har sin tid. Jeg ved, at det er et ærgerligt tidspunkt, men sådan er det. Jeg er sikker på, at klubben finder en god erstatning. Spillere og trænere kommer og går – det er en del af gamet,” siger Mikael Jensen.