Middelfart Volleyballklub deltager for første gang siden 2001 i en europæisk klubturnering. Det sker efter, at holdet vandt pokalturneringen tilbage i foråret.

Jublen var ikke til at tage fejl af i Middelfart, da de vandt pokalturneringen. Det skete hjemme i Lillebæltsbroen, hvor ellers suveræne Gentofte blev sendt hjem med et nederlag på 3-0 efter, at holdet fra Vestfyn gik uimponeret til værks.

Gentofte havde sæsonen igennem i ligasammenhæng været suveræne, og var at regne som favoritter, men det var ikke til at se i kampen, der grundet restriktioner blev spillet uden tilskuere. Hjemme i stuerne kunne interesserede følge med via et livestream, hvor man kunne se holdets anfører, Nikolaj Hjorth, løfte trofæet som symbol på, at Middelfart havde vundet pokalturneringen.

Sejren betød, at Middelfart deltager i denne sæsons Challenge cup, hvor det den 25. juni blev afgjort, at holdet møder græske PAOK Thessaloniki, der en fast bestanddel af toppen i græsk volley. Holdet har vundet tre mesterskaber og tre pokaltitler, hvor den seneste titel er tilbage i 2018/19-sæsonen, da holdet vandt pokalturneringen.

Med et års undtagelse har PAOK været fast deltager i europæiske klubturneringer siden 2013. I sidste sæson blev det til et hurtigt exit i Challange Cuppen, da de tabte til ukrainske Barkop-Kazhany Lviv. I denne sæson får de muligheden for at forbedre sig, når Middelfart venter først den 10. november i Lillebæltshallen, mens der er returopgør den 17. november i Thessaloniki.

Middelfart har ved tidligere lejligheder deltaget i europæiske turneringer, men deltagelsen i denne sæson er første gang i 20 år.

– Vi er utroligt glade for og stolte over igen at skulle spille europæisk volleyball. Klubbens historie er fyldt med gode minder fra deltagelse i Europa Cup turneringen, bl.a. i slutningen af 70’erne og senest i 2001, hvor vi havde græske Aris Thessaloniki på besøg, fortæller sportschef i Middelfart VK, Jacob Petersen.

I sommerens løb har Middelfart fået flere tilgange. Det drejer sig om 23-årig Jonathan Lopez, der spiller på Puerto Ricos landshold, og derudover er også canadiske Chris Jay Gavlas ny spiller i Middelfart. Derudover er det lykkedes at forlænge aftalen med profilen Irvan Brar, der har spillet det meste af karrieren for University of British Columbia Thunderbirds i Canada, inden, at han i sommeren 2018 drog videre til den tyske klub, SWD Powervolleys Düren, hvorefter turen gik videre til Middelfart sidste sommer. I sin første sæson i Middelfart blev Irvan kåret til årets MVP.

Middelfart VK indleder sæsonen i ligaen den 2. oktober på udebane mod Hvidovre. Holdet spiller første hjemmekamp den 15. oktober, hvor modstanderen er Ikast.

Skriv en kommentar